Optakt: Resultatet definerer sæsonen
Brøndby IF har ikke fået den start på sæsonen som mange forventede efter sommerens massive oprustning. Efter en opløftende indsats mod Esbjerg er håbet en sejr

Brøndby IF har ikke fået den start på sæsonen som mange forventede efter sommerens massive oprustning. Efter en opløftende indsats mod Esbjerg er håbet en sejr over de forsvarende mestre. Nu går den ikke længere for Brøndbys Superliga-hold. Der er ikke plads til flere halvhjertede indsatser med skuffende resultater som følge, hvis holdet vil op i den sjove ende af tabellen. Intet hold kan gå gennem sæsonen og spille champagnefodbold hver gang. Men et hold med spillere af den kvalitet som Brøndby for tiden besidder, skal kunne præstere bedre end det er sket i denne sæson. Måske kampen mod Esbjerg var et lille vendepunkt, da spillet og strukturen på holdet i den kamp var i markant bedring. Men det kræver fortsat maksimal koncentration i alle 90 minutter og da to af de unge spillere pludselig var ukoncentrerede i ufarlige situationer, ja så ændrede kampen fuldstændig karakter. Men på mål af de to lejesvende fra Celtic, lykkedes det at få et resultat med hjem, som trænerteamet ikke kunne glædes over men leve med.
En ramt modstander
AaB er i samme situation som Brøndby. En skuffende start på den nye sæson toppet med skuffende europæiske resultater. Dermed er kampen også en nøglekamp for de nordjyske gæster, der mener at have et hold, der er bedre end den aktuelle placering kunne tyde på. Et andet lighedspunkt er den nye tendens i Superligaen med at hente tidligere succesfulde hjem efter mere eller mindre skuffende udenlandsophold. AaB har indtil videre ikke fået det fulde udbytte af Nicklas Helenius eller Thomas Enevoldsen, der begge kæmper for at finde kampformen igen. Første navn på Thomas Franks taktik tavle over modstanderne er uden tvivl Nicolaj Thomsen. Denne er ved at komme i form igen efter en længerevarende skade og er atter ved at udvikle sig som en nøglespiller for AaB i deres omstillingsspil. Der venter Martin Ørnskov en opgave med at få lukket den talentfulde spiller ned.
Brøndbys nye offensiv
Det helt store problem for Brøndby har været spillet i den berømte fase 3. Tidligere hed det angrebsspillet men nye tider giver nye navne. Teemu Pukki virker som løsningen. Han er både boldfast og relativ hurtig. Men hans medspillere har givet ham endnu en karakteristik: Han er fin at spille sammen med, da han løber de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Derfor er han let at spille sammen med i det offensive spil. Det kom klart til udtryk i kampen mod Esbjerg, hvor finnen spillede sin klart bedste kamp for Brøndby. En anden kvalitet er hans finske sisu, hvilket giver sig udslag i, at han kæmper for hver en meter på banen uden at kny. Helt klart en angriber efter Thomas Franks hoved. Den anden lejesvend, Holmbert Fridjosson viste også sine kvaliteter mod Esbjerg, da han scorede et ægte 'Makienok' mål. Han er en dygtig boksspiller og har et giftigt venstre ben. Til træning har han vist sig som utrolig træfsikker og i øvrigt en bedre boldspiller end hans størrelse kunne antyde. Disse to lejesvende kan meget vel blive løsningen på Brøndbys fase 3 problemer. Johan Elmander kæmper fortsat med at finde formen men spillede kampen i Esbjerg med en mindre skade, hvilket tydeligvis påvirkede hans indsats. Elmander fylder meget og er en vigtig brik i det høje pres og har dermed sin rolle på holdet.
Kanternes form driller
Panderynkerne i Thomas Franks ansigt skyldes helt klart hans bekymring over kanternes nuværende form. Ret beset er det vel kun Andrew Hjulsager, der har et acceptabelt niveau men han er en ung spiller med de udslag det nu giver. Elba Rashani og Alexander Szymanowski kæmper om den anden plads og står vel ret beset lige. Rashani havde sine øjeblikke i Esbjerg men faldt ud af kampen i anden halvleg. Szymanowski har haft et dårligt efterår og virker for ambitiøs og stresset i sit spil. Han har desværre ikke valgt at gøre tingene simple, når de spektakulære aktioner ikke lykkedes.
Samme forsvar for tredje gang
Daniel Ager får flere og flere minutter og det kan forventes, at hans niveau stiger kamp for kamp. Han vil skulle dirigere med Dario Dumic i det centrale forsvar og ikke mindst Frederik Holst og Riza Durmisi på de to backs. Men mest af alt er der yderligere en kamp som skal vindes. ALLE spillere skal forstå, at de har et personligt ansvar og ikke blot kan gemme sig bag de tilkomne store profiler. Og det kræver fuld koncentration og vilje i hele kampen, så tilskuerne ikke oplever en ny 'Randers' på søndag. En lille sjov detalje. Randers havde i kampen mod Brøndby tre forsøg inden for rammen med to mål til følge. AaB har i dette efterår i snit kun haft tre forsøg inden for rammen per kamp. Et varsel??
Forventet startopstilling
Brøndby IF forventes at stille op til kampen i følgende opstilling. Lukas Hradecky Frederik Holst - Dario Dumic - Daniel Agger - Riza Durmisi Martin Ørnskov - Thomas Kahlenberg Andrew Hjulsager -Johan Elmander - Elba Rashani Teemu Pukki Kampen spilles søndag d. 5. oktober 2014 kl. 19:00 på Brøndby Stadion. Den vises på 3+.