3POINT
Nyheder15. okt. 2016

Optakt: Point og tv-penge på spil i Farum

Når Brøndby søndag tørner sammen med FC Nordsjælland i Farum, er der ikke kun tre point at spille om. Det handler også om hvor mange tv-penge, man skal have udb

3point person
3point.dk15. okt. 2016

Når Brøndby søndag tørner sammen med FC Nordsjælland i Farum, er der ikke kun tre point at spille om. Det handler også om hvor mange tv-penge, man skal have udbetalt. Efter en skidt pause med landskampe set med danske briller i forhold til A-landsholdet, er det endelig tid til Superliga-bold igen for Brøndbys vedkommende. De blågule kommer med et ærgerligt 2-2-resultat mod Randers i bagagen og det er derfor et hold, der skal ud og jagte alle tre point, for at holde forfølgerne sikkert bag sig. Men det er ikke det eneste, der er på spil. Efter 13. spillerunde (når alle hold har mødt hinanden én gang) uddeles tv-pengene. På trods af den nye struktur i Superligaen er formatet egentlig det samme - puljen er bare lidt større og skal fordeles på 14 hold i stedet for 12. Brøndbys scenarier Der er forskellige scenarier i spil for Brøndby søndag. Det letteste er helt klart bare at vinde kampen, for så er man sikker på at ligge på andenpladsen ved uddelingen. Omvendt kan man ende helt nede som nummer fem i værste scenarie - det kræver Brøndby-nederlag og sejre til FC Midtjylland, Randers og Lyngby. Uafgjort kan også vise sig at være nok, men så kommer det altså i høj grad an på formen hos rivalerne i toppen. Brøndby har kun budgetteret med en femteplads og derfor vil en sejr og en andenplads giver flere penge i kassen, end der er budgetteret med. Forskellen på at blive nummer to og fem er ifølge Ekstra Bladet på 2,1 millioner kroner, så det har også lidt at sige. En kamp mellem stilarter Hvis vi skal vende blikket mod banen i stedet for kistebunden, så bliver det en uhyre interessant taktisk kamp, der spilles på kunststofbanen i Farum søndag. Man kan nok tillade sig at kalde det en kamp mellem Superligaens to mest kompromisløse spillestile. Det er Alexander Zornigers gegenpressing og 'en afslutning inden for otte sekunder', der står over for Kasper Hjulmands boldbesiddende stil, hvor bolden altid spilles op langs jorden fra bagkæden. Det er svært at spå om, hvordan de to hold kommer til at stå over for hinanden. Men hvor nogle af Brøndbys tidligere modstandere har lagt taktik baseret på Brøndby, vil FC Nordsjælland tro på at de kan vinde ved at spille på den måde de plejer og dermed egne styrker og ikke Brøndbys svagheder. Hjulmands troppers største styrke er da også at de er gode på bolden og Brøndbys pres skal derfor sidde lige i skabet, hvis ikke Nordsjælland skal spille sig ud af det og sende nogle af deres lynhurtige folk afsted. Omstilling på omstilling Alexander Zorniger har i optakten på Brøndbys hjemmeside sagt, at han forventer en kamp, hvor det kan gå hen og blive omstilling på omstilling. Christian Nørgaard får en nøglerolle på den defensive midtbane, hvor han skal sørge for at holdet er balanceret i hvornår man angriber med fuld power, hvornår der skal tænkes defensivt og få styr på restforsvaret, når FC Nordsjælland angriber. Denne del af sit spil var Nørgaard ikke selv tilfreds med i kampen mod OB, men den unge midtbanespiller vokser fra kamp til kamp og det bliver spændende at se hvordan han håndterer opgaven søndag. Den tyske coach har ligeledes sagt, at der kan blive roteret i start-11 mod FCN, hvis der er behov for det. På midtbanen tror vi dog ikke på de store rotationer, men på genvalg til Lebogang Phiri, Andrew Hjulsager og Hany Mukhtar. Mod Randers tænkte nogle af dem for offensivt og den afstemning skal gerne være bedre på plads mod FCN. Brøndbys varme angribere Både Teemu Pukki og Kamil Wilczek er kommet tilbage fra landskampe med henholdsvis Finland og Polen. Pukki fik efter længere tørke nettet for Finland og Wilczek fik sin debut for det polske A-landshold, så det er to varme angribere, Brøndby kan sende i kamp søndag. De har vist sig som en stærk duo, men til træning og i reserveholdskampe er også Jan Kliment, Gustaf Nilsson og Marcos Ureña begyndt at røre på sig. Hvis der skal roteres, som Zorniger nævner, er det nok mest sandsynligt at det bliver på venstre back. Her spillede Frederik Holst senest, men søndag bliver det nok en kamp mellem Svenn Crone og Suk-Young Yun. Yun viste gode takter i reserveholdskampen mod FCK, mens Crone har forlænget sin kontrakt. De bør begge være i betragtning til at spille, men når man ser på modstanderen, kunne det måske være en idé at give sydkoreaneren chancen. Yun er meget velovervejet både offensivt og defensivt, og der vil være brug for velovervejede beslutninger, hvis lynhurtige Ernest Asante eller Tobias Mikkelsen skal lukkes ned. Særligt Asante løber meget dybt og er meget hurtig, så her er det vigtigt med en back, der kan være hurtigere i tanke og eksempelvis trække offside på det rigtige tidspunkt. Samtidig vil Yuns venstreben give Brøndby en ny dimension offensivt. Men FC Nordsjælland har også en brandvarm angriber i form af Marcus Ingvartsen, som både bomber løs for klub- og U/21-landshold. Han skal holdes stangen af de centrale forsvarsspillere. Benedikt Röcker er selvskrevet her, men hvis man frygter Ingvartsen i duellerne, kan man vælge at spille med Martin Albrechtsen og få hans rutine i spil, i stedet for Hermannsson, som er noget yngre. 3point.dk tror på følgende startopstilling mod FCN:Frederik Rønnow Johan Larsson - Hjörtur Hermannsson - Benedikt Röcker - Suk-Young Yun Christian Nørgaard Andrew Hjulsager - Lebogang Phiri Hany Mukhtar Teemu Pukki - Kamil WilczekDer er kampstart søndag klokken 16.00 i Farum.

Mest kommenterede nyheder