3POINT
1626637668-AGF-BIF-2021-lav(9of50).JPG

Teis Markfoged

Nyheder25. jul. 2021

Optakt fra modstanderens perspektiv: Viborg skal angribe - der skal ikke forsvares noget hjem

Brøndby tager søndag aften imod oprykkerne fra Viborg FF. Midtjyderne overraskede i første kamp med en sejr på udebane mod FC Nordsjælland, og gæsterne kommer derfor med selvtillid, når de skal forsøge at tage point mod de forsvarende mestre, som spillede 1-1 med AGF i sæsonpremieren. Vi har forud for kampen, snakket med Henrik Dam Nygaard, som er Viborg-fan bosat i København og ligeledes står bag podcasten \'Fodboldtalks\'.

3point person
Jesper Hammeken25. jul. 2021

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?

- Som oprykker (og midtjyde - dog bosat i København) vil man nok altid være lidt tilbageholden, se tingene an og ikke forvente alt for meget af ens hold. Når det så er sagt, præsterede vi jo super godt i 1. Division, hvor vi var rigtig stabile. Med det i mente og med den flotte sejr over FCN er fornemmelsen pludselig lidt bedre. Det vil sige troen på at vi faktisk kan være med er noget større. Derudover fik vi også nogle rigtig fine resultater i træningskampene mod andre Superligahold - hvilket kan være med til at understrege at Viborgs niveau nok ikke er helt skidt.

- Jeg synes vi har et rigtigt lovende hold med flere spændende spillere. Fx længe siden Viborg har haft så mange unge og talentfulde spillere med salgspotentiale. I slutningen af foråret ramte vi en lidt dårlig (men heldigvis meget kort periode). I dag er jeg faktisk glad for at vi ramte den periode, da jeg tænker den erfaring er vigtig når den dårlige periode også kommer i Superligaen.

Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?

- Det er både og med vigtigheden af kampen mod Brøndby. På den ene side kan vi ikke forvente at få point mod de forsvarende mestre, hvorfor et nederlag ikke bør ryste nogen. Omvendt kan det boost, som en eventuel sejr giver, være med til at sætte endnu mere tryk under Viborg og spillerens egen tro på, at de kan være med på det her niveau. Og et vanvittigt stærkt afsæt inden det længe ventede opgør mod arvefjenden fra Herning. Vi så senest med DK’s indsats ved EM hvor meget opbakning, medvind og tro på tingene kan gøre i fodbold. Så jo længere tid Viborg kan ride på den bølge, desto længere vil de selvsagt kunne nå med holdet.

Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? Hvem skal Brøndby have øjnene mod?

 

- Hold øje med Christian Sørensen, Jakob Bonde og Younes Bakiz. Ligesom unge Sophus Berger Brix også er en super spændende spiller med et stort potentiale.

Hvordan tror du, i vil gribe kampen an, og hvad/hvem frygter du mest hos Brøndby?

 

- Jeg frygter nok mere generelt det tempo som Brøndby vil/kan komme med. Den første periode af kampen mod FCN havde vi det svært. Så jeg frygter noget lignende mod BIF, og at de får et hurtigt mål. Jeg håber derfor, at Viborg overrasker og angriber kampen og ikke satser på at forsvare noget hjem - for så bliver det rigtig svært. Endelig frygter jeg en topmotiveret Kevin Mensah, som gerne vil vise sig frem overfor sin lillebror og resten af Viborg. Så det kunne lige passe at kampen mod Viborg bliver en kamp, hvor Kevin Mensah virkelig er i hopla og også får scoret et mål.

Hvad tror du, at kampen bliver, og hvad bliver udslagsgivende?

- Jeg gætter på 1-1. Viborg angriber kampen og overrasker med et hurtigt mål. Brøndby presser derefter på og får udlignet ved Kevin Mensah. Lucas Lund hiver en masse store redninger frem - men desværre ikke nok ift at forhindre Kevin i at score.

Kampen fløjtes igang 18.00, søndag aften. Den spilles på Brøndby Stadion og er dermed første kamp på hjemmebane for de blå/gule som forsvarende danske mestre. Vi siger tak for optakten til Henrik Dam Nygaard, som har podcasten 'Fodboldtalks', der kan findes her.

Mest kommenterede nyheder