3POINT
Nyheder28. nov. 2015

Optakt: Det tabte kan indhentes - næsten

Der venter Brøndby IF en svær opgave, når de listende tyve fra AaB kommer på besøg på Brøndby Stadion. Kampen kan sende Brøndby tættere på rækkens absolutte top

3point person
3point.dk28. nov. 2015

Der venter Brøndby IF en svær opgave, når de listende tyve fra AaB kommer på besøg på Brøndby Stadion. Kampen kan sende Brøndby tættere på rækkens absolutte top, men det kræver en markant forbedret indsats end den, der blev ydet mod AGF. Brøndbys cheftræner Thomas Franks værste anelser blev opfyldt til fulde. Han frygtede på forhånd en dårlig indsats efter landskampspausen, hvilket også var tilfældet efter forrige pause. Men dengang lykkedes det at slå Viborg efter en dårlig indsats. Samme held havde holdet til gengæld ikke mod AGF, og Brøndby mistede dermed en gylden mulighed for at rykke tætte på rækkens to tophold. Der var ikke mange spillere, der kunne være deres indsats bekendt og det kræver en helt anden præstation at slå weekendens modstandere fra AaB. Forsvaret skal være kompakt Den stærkt stigende formkurve gæsterne fra Aalborg har ramt, medfører at Thomas Frank formentlig overvejer at gå ind til kampen med et defensivt udgangspunkt. Gæsternes offensive spillere er dygtige til mellemrumsspillet i den berømte/berygtede fase 3 - engang hed det angrebsspillet. Derfor er vigtigt for Brøndby at stå kompakt i de bagerste kæder, således at en spiller som Nicolaj Thomsen ikke får mulighed at dominere denne fase af spillet. Brøndbys forsvar giver efterhånden sig selv og der kan forventes genvalg til alle fire. Daniel Agger og Martin Albrechtsen får en opgave med at få lukket specielt Lukas Spalvis ned, men også holde et vågent øje med Thomas Enevoldsen. Mod AaB skal specielt Riza Durmisi være opmærksom på sine defensive pligter, da han må forvente gentagne dueller med AaB's offensive højre back, Henrik Dalsgaard. Det er nødvendigt at Brøndbys kant deltager i den defensive opgave med at lukke AaB's klart farligste side ned. Og netop det bliver et vigtigt punkt på Brøndbys taktikmøde. Balancen skal holdes på midtbanen Det er vigtigt for kampens udfald, at Brøndby formår at holde balancen på midtbanen. AaB er virkelige dygtige til at føre bolden hurtigt op gennem banen, når Rasmus Würtz har erobret bolden på egen banehalvdel. Og her er Nicolaj Thomsen arkitekten der skal stoppes, for at der ikke opstår farlige omstillinger. Med i beregningen er dog, at Kasper Risgård har karantæne, hvorfor Nicolaj Thomsen bliver rykket lidt længere tilbage på banen. Lebogang Phiri er ikke blevet klar til kampen og det kan give comeback til Christian Nørgaard, der til træning har vist, at han er ved at finde sit gamle niveau. Nørgaard spillede en forfærdelig kamp tidligere i sæsonen mod netop AaB og røg derefter ud af holdet. Alternativt kan der bliv genvalg til Magnus Eriksson, som spillede positionen i Århus Med Nørgaard tilbage på holdet kunne det medføre, at Thomas Kahlenberg bliver rykket længere tilbage på banen og skal sammen med Rudy Austin sikre rummet foran eget straffesparksfelt og herfra sætte angreb i gang. Men midtbanespillerne får en afgørende rolle i det lave pres og selvfølgelig med Rudy Austin som en absolut nøglespiller. Hårdt pres på AaB's midterforsvar AaB er atter ved at snige sig ind på topholdene, uden det rigtigt bliver taget seriøst af medierne. Desuden er holdet landets klart mest underholdende, da de har scoret mål efter behag i denne sæson. Men til gengæld er AaB's forsvar til at tale med. Kenneth Emil Petersen og Kasper Pedersen er holdets svageste punkt. Ved at lægge et hårdt pres på disse to spillere, vil der uvilkårligt opstå muligheder for lette scoringer. Teemu Pukki er ekspert i at lægge et hårdt pres og vælge de rigtige situationer at gøre det i. Brøndbys fans må håbe, at den sympatiske finne finder sit målinstinkt frem igen og får gang i målscoringen, som da han scorede begge mål mod dem ved den seneste sejr over nordjyderne. Kanterne er fortsat det svage punkt for hjemmeholdet, da det ikke er rigtigt er lykkedes at få dem til at holde et højt stabilt niveau. Fire spillere kan komme i betragtning til pladserne. Der er fortsat tvivl om Christian 'Greko' Jakobsen, der måtte lade sig skifte ud med en skade i sidste runde. Desuden er Andrew Hjulsager, Ronnie Schwartz og Magnus Eriksson muligheder på kanterne. Da det bliver en kamp som Brøndby kunne komme til at bruge mange kræfter i, så kunne kanterne blive to som fylder meget rent fysisk. Dermed vil det ligge lige for at udtage Magnus Eriksson og Ronnie Schwartz. Kampen er endnu en 6-points-kamp som Brøndby ikke kan tåle at tabe, hvis klubbens målsætning om top 3 og samtidig komme tættere på de to fusionsklubber i toppen skal opfyldes. Kampen spilles på Brøndby Stadion søndag den 29 november 2015 kl. 1600. Den vises på Canal 9.

Mest kommenterede nyheder