Optakt: Der skal roteres, men sejres
Brøndby er kæmpe favoritter i onsdagens pokalopgør mod Holbæk. Men det gør ikke opgaven let, for pokalkampe har altid deres helt eget liv. Onsdag aften træder B

Brøndby er kæmpe favoritter i onsdagens pokalopgør mod Holbæk. Men det gør ikke opgaven let, for pokalkampe har altid deres helt eget liv. Onsdag aften træder Brøndby ind i pokalturneringen, når de blå/gule (på aftenen i grøn) tager et smut til Holbæk, for at møde 2. divisionsklubben. For Brøndbys vedkommende er det selvfølgelig en kamp der skal vindes. Uanset hvad. Også selvom det bliver svært. For pokalkampe har deres helt eget liv og for de mindre klubber er det årets kamp - måske årtiets kamp. De er mere opsatte end nogensinde og det kan udmønte sig i overraskelser. Det ved Brøndby alt om. Økonomiserer kræfterne Brøndby-mandskabet har spillet mange kampe i de seneste to måneder og der er blevet trukket store veksler på flere af spillerne. Derfor er det helt naturligt, at der roteres i startopstillingen i kampen mod Holbæk. Brøndby er det danske hold, som på nuværende tidspunkt har spillet allerflest kampe, fordi holdet gik fra første kvalifikationsrunde til playoff i Europa League. Den trup, som Thomas Frank udtog tirsdag, var da også uden navne som Daniel Agger, Johan Elmander, Magnus Eriksson og Johan Larsson, som alle får en pause. Der er også en kamp på søndag. Frederik Rønnow sidder også over, hvilket giver plads til Mads Toppels debut i Brøndby-målet. Det handler derfor for Brøndby om at finde friskheden i et hold, som også kan vinde kampen. For det er alfa og omega, at Brøndby kommer videre i turneringen. Stiller med stærkt hold Men der er ingen tvivl om, at Thomas Frank vil stille med et stærkt mandskab. Det betyder blandt andet, at Rodolph Austin højst sandsynligt vil spille fra start. Thomas Kahlenberg er tilbage i truppen, men er ikke i form til fuld kamp, så det bliver nok bare til et comeback i form af et indhop. På højre back, hvor Johan Larsson spares, bliver det enten Svenn Crone eller Frederik Holst, der spiller. Holst kan også være i spil til en plads på midtbanen, men ellers må han formodes at være onsdagens førstevalg på backen. I midterforsvaret sidder Daniel Agger over. Det efterlader Dario Dumic, Martin Albrechtsen, Martin Ørnskov og Malthe Johansen. Martin Ørnskov kan muligvis rykkes ned i forsvaret, for på den måde at give plads til Austin på midtbanen. Det kan dog også tænkes, at Frank vælger at stille med Dario Dumic og Martin Albrechtsen, men så mangler holdet en midterforsvarer, der er god til at føre bolden frem. Brøndby kommer til at være meget boldbesiddende, så det er vigtigt, at mindst en af midterforsvarerne er tryg ved at føre bolden frem. Her kommer enten Martin Ørnskov eller Malthe Johansen i spil, da hverken Albrechtsen eller Dumic har deres forcer i det opbyggende spil. På venstre back vender Riza Durmisi tilbage efter endt karantæne. Landsholdsbacken skal have en kamp i benene, mens Jesper Juelsgård har brug for restitution. Han spillede både mandag (med reserverne) og søndag - og når man ikke er i kampform ville endnu en kamp onsdag være voldsomt. Plads til friske kræfter Elba Rashani har været flittigt scorende, men knap så stærkt spillende, for Brøndby i denne sæson. At Magnus Eriksson sidder over, kommer højst sandsynligt til at betyde, at Rashani gør comeback i startopstillingen. Det samme gælder Andrew Hjulsager, som enten vil være i spil til en plads på den anden kant, eller på den offensive midtbane. En midtbanekonstellation med Phiri eller Nørgaard, Austin og Hjulsager vil ikke være utænkelig. Kampen er en god mulighed for at få nogle af de friske kræfter i gang, som ikke har spillet så meget hidtil i sæsonen. Hjuslager er en af dem, der trænger til at få tur i den - det kan han måske få i en kamp som denne. Helt fremme står valget mellem Teemu Pukki og Ronnie Schwartz. De har begge spillet meget på det seneste, så en af dem vil blive sparet, da de nok begge er udset til at spille i weekenden. Begge har været i fin form, men ikke scoret på det seneste. For en angriber vil det også være en kamp, hvor man målscoringsmæssigt kan komme tilbage på sporet. To debutanter og et comeback Det bliver hundrede procent til debut for Mads Toppel, som kommer til at vogte buret, fordi Frederik Rønnow sidder over. Men Christian 'Greko' Jakobsen er også i truppen. En pokalkamp ville være oplagt at lade ham debutere i. Det bliver nok nærmere et indhop end fra start, med mindre Hjulsager kommer ned på midtbanen sammen med Austin og Lebogang Phiri eller Christian Nørgaard. Hvis han gør det, bliver den ene kant frigivet, så han og Rashani kan snuppe en hver. Alt i alt tegner det altså til, at Brøndby-stiller med et stærkt mandskab i Holbæk med masser af erfarne Superliga-kræfter. Men det er også friske kræfter, så Thomas Frank kan økonomisere med dem, der har spillet meget og samtidig få truppens bredde i brug. Uanset hvad skal det give sejr i Holbæk. Kampen spilles klokken 20.45 og sendes på TV3+.