Optakt: Den grimme ælling blev en hård svane
Brøndby IF drager til Haderslev, hvor de skal spille en vigtig kamp som opfølgning på den tilfredsstillende sæsonstart. Men flere af holdets stjerner er tvivlso

Brøndby IF drager til Haderslev, hvor de skal spille en vigtig kamp som opfølgning på den tilfredsstillende sæsonstart. Men flere af holdets stjerner er tvivlsomme op til kampen og derfor bliver hårdt arbejde nøgle til sejr. Den grimme ælling blev en smuk svane lyder det gamle ordsprog. Det kan Frederik Holst skrive under på. Skader, vanskelige baner og fysisk stærke modstandere har banet vejen til en plads i startopstillingen for den unge spiller. Smukt og lækkert spil leverer Holst ikke. De første to kampe har dog vist, at Holst laver en hård fysisk indsats og udnytter til fulde de kompetencer han har som midtbanespiller. Kampene har også vist, at Jesper Juelsgård kan få en nøglerolle som afløser for Daniel Agger. Juelsgård har været en rolig og spillende midterforsvarer i de to kampe hidtil. Hvordan hans reelle niveau er på pladsen viser sig dog først mod bedre offensive hold end Hobro og Skive. Johan Larsson og specielt Riza Durmisi har endnu ikke vist topniveau og specielt Durmisi mangler timing i det offensive spil. Men den timing kommer oftest efter flere spillede kampe, hvorfor det må forventes, at den unge komet vil blive bedre i løbet af marts måned. Det er dog tydeligt, at Brøndby har ændret spillestil og er nu langt mere direkte i tilgangen til angrebsspillet. Det har kunnet lade sig gøre på grund af tilgangen af Kamil Wilczek, som fylder meget i angrebet. Det er en angriber som er en evig pestilens for modstanderne, da han kæmper om hver en bold og er en spiller man slår sig på. Groft sagt kan det konstateres, at Barcelona får lov til at spille på deres måde i deres liga, mens Brøndby for tiden har tabt drømmen om at lave en Barca light version. Dels på grund af banernes beskaffenhed og dels på grund af skader. Resultatet er i hvert fald, at Brøndby er blevet mere fysiske og direkte i spillestilen, og minder om de Brøndby-hold som gamle fans kan huske fra en fjern succesrig fortid. Forsvar med svagheder i duelspillet Godt nok har Brøndby spillet til nul i de to hidtidige kampe, men alligevel må forsvaret være en bekymring for cheftræner Thomas Frank. Netop SønderjyskE har ofte gjort livet surt for mange modstandere med en særlig kompetence omkring dødbolde. Det er godt ikke så udpræget i denne sæson, hvor holdet spiller mindre fysisk end tidligere, men fortsat har hovedstødsstærke spillere i truppen tilsat direkte angribere som Johan Absalonsen og Tommy Bechmann. Martin Albrechtsen og Daniel Agger er begge dygtigere duelspillere end Martin Ørnskov og Jesper Juelsgård. Agger er fortsat i spil til kampen, men tvivlsom. Hvis Agger ikke kan spille, vil det være et fokuspunkt for trænerteamet at holde spillet væk fra eget felt og i stedet køre et meget højt og hårdt pres på SønderjyskE. Derved vil nogle af de situationer inde i feltet kunne elimineres, mens det i stedet kunne blive løbedueller, som skal bremse sønderjyderne. Her har Juelsgård, Durmisi og Larsson alle fart i fødderne og dermed hurtigheden til at løbe modstanderne op. Jesper Juelsgård vil afløse Agger, hvis denne ikke bliver klar. Ellers er forsvaret ret let at udtage for Thomas Frank. Frederik Rønnow har indledt med to clean sheets og Martin Ørnskov vil få den ene plads. Johan Larsson og Riza Durmisi er fortsat sikre navne i startopstillingen. Rudy Austin fortsat tvivlsom Midtbanen kunne komme til at mangle prominente og rutinerede navne, hvis hverken Rudy Austin og Thomas Kahlenberg bliver klar til kampen. I stedet vil det blive 'The young guns' Frederik Holst og Christian Nørgaard, som får den centrale rolle på holdet med Teemu Pukki som offensiv midtbanespiller. Holst bliver 'skraldemanden' mens Nørgaard skal slå de opsættende afleveringer til kanter og Pukki. Pukki skal sørge for at komme i løb inde omkring Wilczek, hvilket lykkedes mod Hobro. Til gengæld har makkerparret i de første to kampe udelukkende stået over for et forsvar bestående af fem spillere. Mod SønderjyskE bliver der mere plads, hvilket Pukki skal udnytte med timede og hurtige løb ind i feltet. Teemu Pukki bliver ubetinget nøglen til sejr over sønderjyderne. En ny Eriksson er født Det tager tid at føre en spiller ind i truppen. Det er Magnus Eriksson et bevis på. I årets første to kampe har svenskeren leveret varen og scorede tilmed et mål i pokalkampen mod Skive onsdag aften. Ikke alt er lige kønt, men den tidligere hipster står altid for en solid fight og nu tilsat kvalitet i spillet. Derfor er han selvskreven til en plads i startopstillingen. Den anden plads står mellem David Boysen og Christian 'Greko' Jakobsen. Greko vil formentlig blive udtaget, da han har bedre fysik og ikke mindst hovedspil end Boysen, der vil komme i spil i anden halvleg, hvor kampene som regel åbner sig op. Og netop i den fase vil Boysen kunne udnytte sin hurtighed og dermed skabe situationer i sønderjydernes bagrum. Kampen kan sende Brøndby direkte op i kampen om sølv, så det bliver et topmotiveret Brøndby-hold der træder ind på Sydbank Park søndag eftermiddag. Kampen spilles søndag den 6. marts 2016 kl. 1600 på Sydbank Park. Den vises på Canal 9.