3POINT
Peter Bjur

Teis Markfoged

Nyheder3. sep. 2020

Optakt: Crystal Palace - Brøndby IF

Lørdag spiller Brøndby IF opstartens sidste træningskamp. Modstander er Crystal Palace og vi giver dig optakt til kampen med Palace-fan Anders Hald her.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen3. sep. 2020

På lørdag er det sidste mulighed for at pudse spillet af i kamp, inden det igen gælder Superligaen. Premier League-klubben Crystal Palace er modstanderen i sidste test for Brøndby IF. Det er også Crystal Palaces sidste testkamp, inden det går løs i en ny sæson af Premier League. 

Danske Anders Hald er stor Crystal Palace-fan og hyppig gæst på Selhurst Park inden corona. Vi har fået Anders til at besvare nogle spørgsmål som optakt til lørdagens kamp:

Hvor står Crystal Palace lige nu og hvad er forventningerne til den kommende sæson?

- Crystal Palace har et hav af skader med kun 11 dage til sæsonstart og mange af dem kommer ikke i spil foreløbigt. Så det er et hold, der er en smule ramt, specielt defensivt, hvor vi har seks mand ude. Alle folk som er tiltænkt en stor del af sæsonens kampe. Faktisk er det kun Joel Ward, der er tilbage, og det var ham som Wan Bissaka slog af, inden han blev solgt til Manchester United, og som vi aldrig har købt en afløser for.

- Crystal Palace er i gang med det store generationsskifte, da vi har det ældste hold i Premier League, men jeg har ikke de store forventninger til at Roy Hodgson kommer til at være manden, der laver det store skifte, da han har sine tro væbnere, og de kommer som udgangspunkt til at starte, og så må de unge være tålmodige og gribe de få chancer de får i løbet af sæsonen. Roy Hodgson er i gang med sin sidste sæson, og jeg tror han går på pension efter sæsonen. Det har hele tiden ligget i kortene da Roy Hodgson er født og opvokset i Croydon som Crystal Palace udspringer af, og han selv var aktiv i klubben før han blev træner.

- Jeg tror, vi overlever endnu en sæson i Premier League, og så er jeg godt nok spændt på om klubben tør prøve noget nyt, eller om de går med Sean Dyche fra Burnley, som nogle af rygterne går på, for så bliver det endnu en sæson med solid defensiv og få mål i begge ender.

Hvad får Crystal Palace ud af en træningskamp mod Brøndby?

- Jeg er lidt overrasket over at Brøndby skal være generalprøven. De sidste par sæsoner har vi mødt modstand af en lidt anden kaliber, for at være ærlig, men forhåbentlig bliver det en god test for begge hold.

- Jeg forventer, at Crystal Palace er spilstyrende og får øvet sig på at lirke et forsvar op, noget vi aldrig har været gode til, og som ofte ender i fiasko eller en kedelig affære, da vi ikke formår at score imod hold som står dybt. Dog burde forskellen være så stor at vi vinder denne kamp, men med Crystal Palace ved man aldrig, og jeg kan få et par lange uger på sociale medier, lyder det med et smil.

Hvem vil du glæde dig til at se / hvem skal vi holde øje med?

- Zaha er stadig den store stjerne for Crystal Palace, og han kan være lidt af et mareridt for de defensive spillere at håndtere, hvis det kører for ham, hvilket det ikke gjorde specielt meget i sidste sæson. Men ellers har han været bedste mand nærmest alle sæsoner i Premier League. Han har været bedste mand i begge test inden Brøndby-kampen, så forhåbentlig er han ved at være tilbage, og i så fald glæder jeg mig til at se hvordan Brøndby ville stoppe ham. Han spiller normalt kant, men i begge testkampe har Roy Hodgson brugt ham i angrebet i en 4-4-2.

- Ayew er lidt min hadespiller, men alligevel blev han topscorer med måske årets mål i Premier League. Han ser ikke ud af meget, men har en fantastisk afslutningsfod, og kæmper altid godt, så han er en spiller efter Roy Hodgsons hoved, da han også arbejder defensivt, på trods af at han er angriber.

- Max Meyer kom til fra Schalke 04 på en fri transfer, men har aldrig slået igennem hos Roy Hodgson, men fansene elsker ham og han har en sublim teknik og er en af de få, som kan lirke et forsvar op som står dybt. Han får forhåbentlig chancen, men Roy Hodgson bruger ham sjældent når det virkelig gælder, så måske han må starte på bænken.

Hvor ligger Brøndbys muligheder i kampen?

- Brøndby skal håbe at Crystal Palace har svært ved at åbne deres forsvar op, og så skal de køre nogle hurtige omstillinger, da vi har et tungt og langsomt forsvar, som er til at tale med, hvis man fanger dem ude af balance.

- På dødbolde er vi utroligt stærke normalt, men vi mangler som sagt en del af de faste, så det kan godt være at vi ikke er på vores normale niveau på dødbolde, slutter han.

Kampen mellem Crystal Palace og Brøndby IF spilles på lørdag klokken 16.00 dansk tid. Vi melder ud om mulig streaming af kampen, når vi nærmer os.

Mest kommenterede nyheder