Optakt: Brøndbys fans skal genstarte holdet
Brøndby IF møder mandag aften FC Nordsjælland i en kamp, som giver holdet muligheder for at rejse sig efter blamagen i Aalborg. Men det kræver masser af hjælp f

Brøndby IF møder mandag aften FC Nordsjælland i en kamp, som giver holdet muligheder for at rejse sig efter blamagen i Aalborg. Men det kræver masser af hjælp fra tribunerne, da Brøndby er i en mental krise. Brøndby tabte den vigtige kamp mod AaB i sidste runde og er dermed pludselig kommet langt fra målsætningen i denne sæson. Et er at tabe, men måden kampen i Ålborg blev tabt på, viste, at Brøndby er kommet ind i en krise. Nu betales regningen efter 'Oscar-gate', som førte til Thomas Franks afgang og en masse negativ omtale af klubben og enkelte af holdets bedst lønnede spillere. Umiddelbart gav det spillerene et adrenalin-kick, men det har fortaget sig og forsvandt endegyldigt, da holdet tabte til FC København i DBU Pokalen. Der er ikke længere så høj lyd til træningen, at den kan høres oppe på parkeringspladsen foran stadion. I stedet er det afdæmpede spillere, som møder op til træning. Alle træner godt i hverdagen, men alligevel er der underliggende spændinger på holdet i et samsurium af spillere, der har kontraktudløb, og skuffede spillere, der føler de skulle have haft chancen, når stamspillerne ikke præsterer. Dertil kommer en cheftræner, som spillerne ved ikke har ønsket jobbet og med sikkerhed ikke er der efter sommerferien. Endvidere valgte klubben at offentliggøre den nye vision/strategi, hvori det bliver fremført, at fremtiden står på billigere spillere, der skal præstere bedre. Det som ikke bliver sagt, men står klart for alle - og især spillerne - er de nuværende spillere ikke præsterer godt nok til den løn, som de modtager. Dermed går en del af kritikken for klubbens problemer direkte i retning mod spillertruppen, hvilket for de fleste må føles demotiverende, da spillerne ikke er skyld i den uro, der opstod i bestyrelse og direktion i løbet af foråret. Alt dette medfører en vis intern resignation og det står klart lige nu, at der kun er en faktor som kan hjælpe spillerne videre. Det er klubbens fans. Det er nu de skal vise, at klubben er vigtigere end tilfældige direktører og bestyrelsesmedlemmer. De dedikerede fans skal i denne stund vise det format, som klubben ikke viste i foråret. Det er dem, som skal tænde gnisten i holdet igen og det gøres kun ved at møde talstærkt op og støtte holdet ubetinget gennem hele kampen. Brøndbys fans skal vise, at de er det ægte Brøndby. Det vil være nøglen til sejr over FC Nordsjælland. Ændringer på holdet En analyse af sidste uges kamp mod AaB er unødvendig. Brøndby stillede kun med en spiller, der var klar til kampen. Det var atter Frederik Rønnow - de øvrige leverede en energiforladt og uinspireret indsat og kunne rejse hjem med et fortjent nederlag. Rudy Austin har karantæne til kampen mod FC Nordsjælland og Martin Albrechtsen er ude med en skade, ligesom Thomas Kahlenberg er tvivlsom op ti kampen. Dertil kommer Martin Ørnskov som ser langsom og slidt ud i øjeblikket. Andre har ikke præsteret men er forsat bedre end deres konkurrenter på pladserne. Så det må formodes, at der vil blive sat nye og mere energiske kræfter ind på midtbanen. Lebogang Phiri må med sikkerhed få en plads i startopstillingen og han kunne komme til at spille sammen med Christian Nørgaard, der har haft gode og energiske indhop. Den sidste plads afhænger af Teemu Pukki. Skal denne spille bag Kamil Wilczek, eller bliver han sat ud på sin sekundære plads på kanten. En af måderne til at slå FC Nordsjælland er at gøre kampen fysisk og lægge et højt pres på modstanderne. Det kunne bane vejen for Frederik Holst i startopstillingen. Offensiven har problemer med at skabe chancer. En spiller som Kamil Wilczek skal fodres i feltet, for at gøre det han er bedst til. Og det er han ikke blevet i tilstrækkelig grad. Christian 'Greko' Jakobsen har virket slidt og kunne få en tur på bænken. Dermed vil valget på kanten være mellem Teemu Pukki og Andrew Hjulsager. David Boysen er sikker mand i startopstillingen. En fjerdeplads og dermed Europa er forsat indenfor rækkevidde. Men det kræver som minimum en sejr over FC Nordsjælland. Og den kan Brøndbys fans få en afgørende indflydelse på ved at møde op og støtte deres hold gennem hele kampen. Kampen spilles på Brøndby Stadion mandag d. 9 maj. 2016 kl. 1900. Den vises på TV Sport1.