3POINT
Nyheder18. nov. 2017

Optakt: Brøndby IF - FC Nordsjælland

Bliv klædt på til Brøndbys kamp mod FC Nordsjælland med stats, udtalelser og info om de to mandskaber. Søndag aften er der topkamp i Superligaen, når tabellens

3point person
3point.dk18. nov. 2017

Bliv klædt på til Brøndbys kamp mod FC Nordsjælland med stats, udtalelser og info om de to mandskaber. Søndag aften er der topkamp i Superligaen, når tabellens nummer tre fra FC Nordsjælland besøger førerholdet Brøndby IF. 3point.dk klæder dig her på til opgøret. Hjulmand har overhånden mod Zorniger Historisk set har Brøndby et godt tag på søndagens modstander fra FC Nordsjælland. Samlet set er det i Superliga-sammenhæng blevet til 47 kampe, hvoraf Brøndby har vundet 27, spillet 11 uafgjort og tabt ni. Men siden Alexander Zornigers ankomst, er det ikke blevet til så mange sejre mod Kasper Hjulmands tropper. Faktisk kun en enkelt ud af fem mulige og den faldt i foråret i Farum, da Johan Larsson hamrede en 1-0-sejr til Brøndby hjem. I de resterende fire kampe med Zorniger og Hjulmand i trænerboksene er det blevet til tre FCN-sejre og en enkelt uafgjort. Indbyrdes er det altså Hjulmand, der har overhånden mod Zorniger. Det er samtidig et Brøndby-hold, der har revanche til gode. Sæsonens første kamp mellem de to mandskaber endte med en FCN-sejr på 3-2 i Farum i anden spillerunde. To hold med selvtillid Det er to hold, der scorer mange mål, der mødes søndag. Brøndby har nettet 30 gange i sæsonen og blot lukket 12 ind, mens FCN har scoret 37 og lukket 27 ind. Og det er også to hold, der går ind til kampen med selvtillid efter den netop overståede landsholdspause. Det fortæller FCN-keeper Alex Runarsson og Brøndby-midten Besar Halimi. - Det giver da lidt ekstra ballast, at vi to gange i træk har vist, at vi kan vinde i Brøndby. Vi kan gå ind til kampen på søndag med tro på, at vi kan vinde, fordi vi har gjort det før, siger Alex Runarsson til fcn.dk. - Vi kan tage successen fra de forskellige landshold tilbage til holdet, det skal vi. Der var mange gode resultater i landsholdspausen, og alle har meget selvtillid lige nu, og det skal vi vise på banen, fortæller Besar Halimi til brondby.com. Ungt FCN-hold må undvære deres grand old man FCN har i denne sæson opnået imponerende flotte resultater med en meget ung trup. Patrick Mtiliga er klart truppens alderspræsident med sine 36 år. Han er en vigtig skikkelse for truppen både på og uden for banen, men søndag kan han ikke komme i kamp, da han afsoner karantæne. På skadeslisten har FCN den langtidsskadede Godsway Donyoh, som Brøndby vil være glade for at undvære på grund af hans hurtige antrit og målfarlighed. Til gengæld skal hjemmeholdet holde et vågent øje med topscorererne Ernest Asante og Emiliano Marcondes, som begge har spillet rigtig godt indtil videre i efterårssæsonen og som begge står noteret for 11 træffere. Brøndby har ingen spillere i karantæne til opgøret og ingen skader, hvorfor Alexander Zorniger endnu en gang har frit valg på alle hylder, når han skal sætte sit hold. Never change a winning team? Brøndby går ind til opgøret mod FCN med seks sejre i træk og har ikke tabt i de seneste ni. Det er ingen hemmelighed, at Brøndby har mange gode midtbanefolk og at det er her, der er bedst muligheder for at rotere for Alexander Zorniger. Men er der overhovedet grund til at ændre på et hold, der vinder? Lasse Vigen spillede en rigtig god kamp mod FCN senest, hvor midtbanespilleren scorede to mål. Men både Besar Halimi og Simon Tibbling har gjort det rigtig godt på det seneste, så det skal være en taktisk disposition der gør, at Zorniger hellere vil starte med Vigen. Mukhtar og Nørgaard er vel selvskrevne. Paulus Arajuuri spillede en fremragende kamp mod FCK senest og mens Benedikt Röcker er sikker starter med sit gode venstreben, er spørgsmålet, om det bliver Arajuuri eller Hjörtur Hermannsson, der skal spille mod FCN. Nordsjællænderne kommer med masser af fart oppe foran, så det er noget, der skal med i overvejelserne, da det måske passer bedst til Hermannsson. I angrebet spillede Jan Kliment og Teemu Pukki i Telia Parken. Begge gjorde det fint i alle spillets facetter, ud over det vigtigste for en angriber: Afslutningerne. Det lugter af at konstellationen i front får en chance mere og Pukki har da også tidligere scoret flittigt mod netop FCN, så måske er det søndag, finnen igen kommer på tavlen? Kampfakta: Kickoff: 18.00 Spillested: Brøndby Stadion Dommertrio: Sandi Putros, Christian Brixen og Amir Sabic TV: TV3+

Mest kommenterede nyheder