Optakt: Brøndby har brug for ugens anden sejr
Torsdag skal Brøndby i kamp igen, når Randers venter. Det bliver en fysisk hård kamp, hvor de blågule har brug for tre point, for at hænge på i toppen. Superlig

Torsdag skal Brøndby i kamp igen, når Randers venter. Det bliver en fysisk hård kamp, hvor de blågule har brug for tre point, for at hænge på i toppen. Superliga-sæsonen nærmer sig sin afslutning og maj måned byder på et komprimeret program med masser af kampe. Lækker for os, der bare kigger på, men hårdt og krævende for spillerne, når man også tager mængden af skader og karantæner in mente, som altid ophober sig mod slutningen af en sæson. Lige præcis dét, er Brøndby også ramt af op til kampen mod Randers. Det tvinger Auri Skarbalius til at rotere igen.
Midtbanen er hårdt ramt
Skarbalius' største hovedbrud inden Randers-kampen er helt sikkert midtbanen. I mandagens kamp mod FC Nordsjælland valgte han at bringe både Lebogang Phiri og Christian Nørgaard fra start. Det viste sig at være en god idé, for begge unge midtbanemænd gjorde en god figur og Nørgaard fungerede fint som den kreative drivkraft, som Brøndby tidligere har manglet, i Thomas Kahlenbergs fravær. Torsdag mod Randers er både Phiri og Nørgaard dog ude med karantæne. Thomas Kahlenberg er stadig skadet og Martin Ørnskov døjer med sygdom. Et plus er, at Rodolph Austin er tilbage, hvilket gør de to centrale midtbanepositioner nærmest selvskrevet til jamaicaneren og Frederik Holst. Sidstnævnte spillede en solid kamp mod FC Nordsjælland, men vil blive rykket længere tilbage på banen mod Randers og få en større fysisk opgave, fordi Colin Todds mandskab altid kommer med meget mere fysik end FCN for eksempel. Derfor bliver Rodolph Austin også en nøglespiller for Brøndby-holdet. Det vrimler ikke med fysiske tromler i gule trøjer, så Austin får en stor opgave - i samarbejde med Frederik Holst, som også skal være aggressiv i presset - i at tage duellerne med Randers-spillerne.
Plads til Pukki
Krisen på den centrale midtbane vil højst sandsynligt betyde, at der bliver plads til en mere angrebsorienteret 10'er. Teemu Pukki var bænket mod FCN, men det må formodes at han får pladsen bag Kamil Wilczek, da finnen er enormt vigtig i genpresset. Særligt når Wilczek spiller helt fremme, for han har endnu ikke helt fundet sig til rette i den måde Brøndby gerne vil presse på. Men polakken er selvskreven i startopstillingen, fordi han scorer mål. Sådan en har Brøndby endelig fundet, og så skal han også spille. Johan Elmander kunne også være en mulighed på 10'eren, men så mister man lidt speed i presspillet i forhold til Pukki. Til gengæld får man mere fysik, hvilket ikke vil være ilde mod et stærkt Randers-hold. Den ene kant tilfalder selvfølgelig David Boysen, som i mandagskampen fandt ind i et godt samarbejde med Riza Durmisi og var uheldig med ikke at komme på tavlen. Det kan være sværere at forudsige hvem der skal varetage højrekanten. Andrew Hjulsager startede mod FCN og efter en svag første halvleg, var han glimrende i anden, hvilket kan give baggrund for genvalg. Men Hjulsagers største problem er, at han har en tendens til at falde ud af kampene, når de bliver fysiske. Det må kampen mod Randers formodes at gøre, hvorfor der alternativt kan blive plads til Christian 'Greko' Jakobsen eller Magnus Eriksson, for at bringe noget mere fysik.
Vikaren fra himlen
Forsvaret giver mere sig selv. Frederik Rønnow er første mand på holdkortet og de to backs er stensikre startere på trods af et svingende forår. Riza Durmisi kom dog stærkt igen mod FCN, hvor han spillede en glimrende kamp og fik scoret et mål. Johan Larsson stemplede ligeledes ind ved at trykke godt af udefra. Det førte til Kamil Wilczeks scoring til 2-1, så de to backs må siges at være blevet afgørende igen. I det centrale forsvar er Daniel Agger stærk for tiden og kunne i derby-ugen godt spille to kampe på en uge. Der er intet der antyder, at han ikke skulle kunne det i denne uge, så det ligner genvalg til ham og Jesper Juelsgård i det centrale forsvar. Jesper Jueslgård, som stadig ser sig selv som back, har i forårssæsonen nærmest udviklet sig til at være vikaren fra himlen. Hans flotte præstationer i det centrale forsvar er mere end hvad mange Brøndby-fans havde forventet og med både Ørnskov og Martin Albrechtsen ude, er der ingen tvivl om, at den ene plads er hans.
Brug for point
Faktum er, at Brøndby har brug for ugens anden sejr, hvis målsætningen om top tre skal holdes inden for rækkevidde. Selvom Brøndby-spillerne har haft svært ved at glæde sig over FC Københavns sejr i pokalfinalen, kan de alligevel glæde sig over at den sejr betyder, at fjerdepladsen i Superligaen nu giver kvalifikation til Europa League. Men skal presset holdes, både på tredje- og fjerdepladsen, skal Brøndby have tre point mod Randers tordag. Der er kickoff i Randers torsdag klokken 18.00.