3POINT
Ole Palmå

Teis Markfoged

Nyheder19. dec. 2025

Ole Palmå stopper som direktør i Brøndby

Brøndby skifter administrerende direktør - Ole Palmå forlader stillingen til fordel for et nyt job i DBU.

3point person
Kasper Pedersbæk19. dec. 2025

Der skal findes en ny administrerende direktør i Brøndby. For fredag meddelte klubben at Ole Palmå forlader stillingen for at tiltræde i et job hos DBU.

Palmå har været i Brøndby over to omgange og sammenlagt 16 år. Det er blevet til næsten syv år som administrerende direktør.

Til klubbens hjemmeside sætter bestyrelsesformand Jan Bech Andersen ord på Palmås afgang:

- Ole efterlader et uudsletteligt aftryk i Brøndby IF. Han har altid sat klubben og klubbens værdier først, og han har med sin enorme kommercielle forståelse, sit strategiske og politiske klarsyn og ikke mindst sine menneskelige egenskaber og integritet, været en absolut nøglefigur i at flytte Brøndby til, hvor vi er i dag.

Selv siger den afgående direktør:

- Jeg har haft mange fantastiske år i en klub, der ligger mit hjerte meget nær. Det har været et enormt privilegium at arbejde med fans, partnere, frivillige og kolleger og mærke det enorme engagement og den dybe kærlighed, de har til klubben. Brøndby IF er i sandhed et helt igennem unikt fællesskab, og jeg sætter stor pris på de mange og stærke bånd, jeg har knyttet på tværs af dét fællesskab.

Selv skriver klubben om det kommende skifte af direktør:

Brøndby IFs bestyrelse har igangsat processen med at finde klubbens nye adm. direktør. Ole Palmå vil i den kommende tid overdrage sine opgaver med sigte på fratrædelse i løbet af første kvartal i 2026, hvorefter han starter i DBU.

Mest kommenterede nyheder