3POINT
Nyheder30. maj 2020

Ole Palmå: Det er fantastisk, at vi kommer i gang igen

Det er fantastisk, at Superligaen skydes i gang igen - også selvom det bliver uden tilskuere. Sådan er meldingen forud for Brøndbys kamp på tirsdag fra administ

3point person
3point.dk30. maj 2020

Det er fantastisk, at Superligaen skydes i gang igen - også selvom det bliver uden tilskuere. Sådan er meldingen forud for Brøndbys kamp på tirsdag fra administrerende direktør i Brøndby IF, Ole Palmå, der også kommer ind på nogle af de ting, corona-krisen har medført. Tirsdag vender Superligaen tilbage for Brøndbys førstehold. Det er første kamp siden den tilskuerløsekamp i Farum, der endte 2-2. Og det er naturligvis noget administrerende direktør i Brøndby IF, Ole Palmå, glæder sig til - ligesom tusindevis af andre fans. - Jeg glæder mig utrolig meget. Det har føltes som utrolig lang tid, nærmest en ørkenvandring, ikke at kunne spille og afvikle Superligaen. Så det er bare fantastisk, at vi kommer i gang nu. Det har vi glædet os til. Spillerne har glædet sig. Samtidig er det også med en portion ærgrelse over, at det er uden tilskuere. Det er selvfølgelig langt fra optimalt, lyder det fra administerende direktør i Brøndby IF, Ole Palmå, til 3point.dk. - Fodbold er livesport, og det virker selvfølgelig helt forkert, at der ikke er tilskuere. Det er jo det, der er hele essensen. Det er den fælles oplevelse. Det er det, der gør fodbold helt unikt. Så det bliver meget mærkeligt for spillerne og for alle, der ikke kan få lov at deltage. Men trods alt er det et TV-produkt. Økonomisk betyder det selvfølgelig rigtig meget, at vi ikke kan have tilskuere og sponsorer på stadion. Vi har normalt 16.000 pladser, der er solgt til fans og partnere. Så at de ikke kan komme og vi ikke kan levere det produkt, de har købt ind i, og at vi ikke får kampdagssalg, betyder rigtig meget.

Alternativet havde været forfærdeligt

Selvom det bliver uden tilskuere, er det utrolig vigtigt, at Superligaen vender tilbage, fremfor at ligaen blev afblæst, som det er sket nogle steder i Europa. Det alternativ havde været slemt for klubberne. Både fordi de går glip af TV-penge, men også fordi spillerne så ikke kunne vise sig frem - som kan have betydning for sommerens transfervindue. - Alternativet havde været forfærdeligt, fordi så havde vi ikke haft TV-produktet. Så det er utrolig vigtigt, at vi kan det, altså vise kampene. Det betyder meget. Vi har også en række partnere, der er købt ind i TV med eksponeringen, så det er også vigtigt at kunne honorere det. Sportsligt er det selvfølgelig også vigtigt, at vi får spillerne på banen og får afviklet turneringen, fundet oprykker, nedrykker og så videre. Så det betyder selvfølgelig meget. Spillerne får vist sig frem, som måske også har indvirkning på et kommende transfervindue. Coronavirus har ikke kun medført sundhedsmæssige konsekvenser, men også økonomiske konsekvenser. Også for Brøndby IF. Men Ole Palmå mener alligevel, at Brøndby har forsøgt at agere ansvarligt og professionelt under krisen, hvor klubben har været nødt til at skære ned og spare penge. - Det er klart. Det påvirker alle, men vi har fra dag ét ageret ansvarligt og forsøgt, at manøvrere situationen så godt, vi kan. Så vi har været inde at kigge på, hvor vi kan spare, hvor vi kan skære til, hvad har vi af mulighed i forhold til hjælpepakker, hvad har vi af tiltag, vi kan sætte igang for at skabe vækst og kompensere for det, vi ikke får ind ad normale veje. Så på den måde har vi selvfølgelig forsøgt at agere professionelt og ansvarligt. Vi havde også skabt et fint udgangspunkt før corona-krisen startede, for der var vi på rette spor med de planer, vi havde lagt for 2020 og frem. Så vi har prøvet at manøvrere så godt vi kan, men det er klart, vi skal have fodboldforretningen tilbage. Det er afgørende for alle klubber i Superligaen.

Kan også betyde nye muligheder

Da Arbejdernes Landsbank ved årsskiftet stopper som hovedsponser i Brøndby, skal Brøndby ud og finde ny hovedsponsor. Og selvom corona-krisen måske kan betyde, at det må tidsforskydes lidt, ser Ole Palmå også en mulighed i, at nogle virksomheder igen skal ud og promovere sig selv. - Det kan det måske gøre. Det er jo en proces, der kører og det er jo klart, at der er mange steder, der har været lukket ned i en periode, og så kan der komme en tidsforskydning. Så må vi så se, om der er nogle økonomiske spor, der sætter sig, som vi skal forholde os til. Men omvendt, når der kommer sådan en krise, som det her, så er der også nogle nye muligheder, der opstår. Der vil også være nogle nye behov for virksomheder, der skal ud og kæmpe, for at vinde noget terræn tilbage. Så det må vi se. Det er jo trods alt også noget, man arbejder med på lang sigt, så det kræver også, at virksomhederne kigger længere ud i horisonten. Så det arbejde forsætter vi med. Brøndby tegnede 13. maj - altså i corona-krisen - et sponsorat med Oddset . Og det viser er et klart signal , mener Ole Palmå, der også understeger, at klubben i denne tid har en god dialog med klubbens sponsorer - og desuden tror han ikke, det er sidste aftale eller tiltag, der kommer lige foreløbigt. - Helt sikkert. Det viser, at tingene ikke står stille og at vi er i stand til at lave nogle strategiske, vigtige og store aftaler. Det er det her et ganske glimrende symbol på. Vi har også en ganske fremragende dialog med vores partner-kreds og det er jo vigtigt, man har et godt samarbejde til dagligt. Det gør, at man har noget at stå sammen om. Så det er nogle rigtig gode dialoger, vi har med vores partnere i øjeblikket, og der er en stor forståelse for situationen - også selvom mange af dem selv er påvirket. Så jeg tror langt fra, at det her er det sidste, vi kommer til at se af gode tiltag og aftaler, der kommer på plads i det næste stykke tid. Noget af det, der har været tydeligt under corona-krisen, er det sammenhold, der er i Brøndby. Støttetrøje, indsamlinger og en lanceret legende-kamp, er nogle af de initiativer, der er taget under corona-krisen, og det er ifølge Ole Palmå en ekstra drivkraft, når der er udfordringer på vejen. - Det er jo en ekstra drivkraft. Ikke at man nogensinde har været i tvivl om, at der er et helt specielt sammenhold. Der er et fantastisk sammenhold og engagement. Der er rigtig meget passion i at arbejde i Brøndby. Men hele den oplevelse, som vi har haft i forhold til fans, der igen viser, at de er der i medgang og i de perioder, hvor vi er udfordret. Og det er ikke kun over for klubben, men også overfor vores partnere. Den her samhørighed har været fuldstændig fantastisk at opleve. Og det viser jo den kraft, der er bag Brøndby og det fællesskab, som gør, at det bare er fantastisk at være en del af for alle. Så ingen tvivl om, at det også har været enormt motiverende og også noget, der har gjort kollegaerne stolte. Brøndby indleder Superligaen efter nedlukningen tirsdag 2. juni kl. 19 mod Sønderjyske på Brøndby Stadion.

Mest kommenterede nyheder