Ole Bjur: Genopbygningen af Brøndby-holdet og Ebbe Skovdahl-hyldest
Bag denne næstsidste julekalenderlåge, kan du møde Ole Bjur. Manden med temposkiftene, som med nummer 2 på ryggen var med til at bygge Brøndby op fra 1991. Jule

Bag denne næstsidste julekalenderlåge, kan du møde Ole Bjur. Manden med temposkiftene, som med nummer 2 på ryggen var med til at bygge Brøndby op fra 1991. Julen nærmer sig med hastige skridt og du har klikket ind på det næstsidste interview i vores store Brøndby-julekalender anno 2016. Bag denne låge nummer 23 kan du møde Ole Bjur, som kom til Brøndby i 1991 og nåede 384 officielle førsteholdskampe for klubben. Denne julekalender er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. Læs mere om dem og deres tilbud til 3point.dk's læsere her. Fra 1991 til 2000 var Ole Bjur aktiv i Brøndby. Han huserede mest på højrekanten og hvem vil nogensinde glemme hans solotur mod FCK? Du kan se eller gense klippet lidt længere nede. I dag 48-årige Bjur blev med nummer 2 på ryggen synonym med Brøndby i sine år i klubben. Men et udlandseventyr blev det aldrig til. Det var Brøndby - og inden det Vanløse. Men mest og alt, var det Brøndby. - Jeg kom lidt sent ud og var godt oppe i 20'erne, da vi begyndte at vinde. Jeg kom til Brøndby på toppen, så det var afgørende for mig, at jeg også kunne forlade klubben på toppen. Jeg var glad for, at jeg var med til at vinde titler og sætte et aftryk. Det var i virkeligheden noget af det vigtigste for mig. Det synes jeg lykkedes, og derfor blev jeg i klubben så længe. På det tidspunkt var der ikke andre danske klubber, der kunne måle sig med Brøndby, så det var aldrig et tema, fortæller han. - Så var der selvfølgelig udlandet, men der var min holdning, at hvis jeg skulle ud, skulle det være til en klub, der sportsligt var højere rangeret end Brøndby. Den mulighed kom aldrig rigtigt, måske også i takt med at jeg kom godt op i 20'erne. - Derfor formede det sig som det gjorde, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg er meget stolt og tilfreds med det, jeg opnåede i Brøndby.
Genopbygningen af Brøndby
Ole Bjur kom som nævnt til Brøndby fra Vanløse i 1991. Brøndby havde vundet mesterskabet samme år, men så kom Interbank-sagen og der skulle bygges et nyt, stærkt Brøndby-hold op. Her blev Bjur en af grundpillerne. - Jeg havde nogle spændende år i Brøndby. Jeg kom ind, da klubben havde sit første store højdepunkt i 1991 efter kampene mod Roma blandt andet. Klubben var på toppen, men ikke så længe, for så kom Interbank-sagen. Klubben skulle bygges op igen og jeg var med på hele den rejse, som kulminerede da vi vandt mesterskabet igen (i 1996, red.). Det var virkelig sjovt at være med til at bygge holdet op igen. - Det var også i den tid, Brøndby Support blev født og hele fankulturen omkring Brøndby eksploderede. Opgørene mod FCK blev også etableret i de år, så der skete rigtig mange ting. Se Bjurs formidable kasse mod FCK her: https://youtu.be/UXiR5wf0lGY?t=25s - Som hold var vi med til at føre arven videre fra holdet i slutningen af 80'erne, som også kulminerede i '91, hvorefter vi så skulle bygge noget nyt op. Det fik vi gjort og det var stort og var med til at bringe Brøndby ind i en ny tid. Det er det vigtigste aftryk, jeg var med til at sætte, at jeg var stamspiller på det hold gennem 90'erne.
Hjørnesparket lå som det skulle
Når man har spillet så mange store kampe for Brøndby, som Ole Bjur har, kan det være svært at pege på det største. Men der er alligevel et par stykker der skiller sig ud, fortæller han. - Det er virkelig svært at pille én ud, men der er nogle kampe, der har brændt sig helt ind. Da vi slog AaB hjemme 2-0 og vandt mesterskabet, var så vigtigt for os. Det var vigtigt for holdet, for klubben, for fansene. Vi var tilbage. - Det var det, vi alle sammen gerne ville, men derfra og til at gøre det, er et stykke vej. AGF havde en rigtig god sæson og et fantastisk hold, så vi skulle helt frem til sidste kamp, for at afgøre det. Det var noget af det største. Som flere af legenderne tidligere i julekalenderen, peger Ole Bjur også på kampene mod Liverpool og Karlsruhe. I Liverpool headede Dan Eggen den afgørende bold i kassen, og det var da et meget godt slået hjørnespark, siger Bjur med et glimt i øjet. - Det var helt vildt, at han headede den i mål. Det var mig, der sparkede hjørnesparket. Jeg havde en rigtig god følelse, da jeg ramte bolden. Jeg kan huske at jeg tænkte, at den i hvert fald lå som den skulle, og så var det jo op til Dan (Eggen, red.) at gøre arbejdet færdigt. Det var fuldstændig utroligt at se, at han så gjorde det. - Men vi havde det godt derovre og var klar til at lave resultatet. Kampen formede sig helt som den skulle, så da vi fik den mulighed, vidste vi, at vi kunne gøre det. Heldigvis var Dan Eggen skarp i den situation. Det vil jeg altid være taknemmelig for.
Skovdahl bragte Brøndby tilbage til toppen
Tidligere har vi bragt et længere interview med succestræneren Ebbe Skovdahl. Han er den person, Bjur gerne vil fremhæve, selvom det ikke var gnidningsfrit mellem dem fra dag ét. - Ebbe Skovdahl har været fantastisk for klubben og for mig. Da han kom til, gik der lige lidt tid, før vi fandt hinanden. Men da vi først forstod hvad hinanden ville, var det rigtig godt. Han var om nogen manden, der bragte Brøndby tilbage til toppen. Han gjorde det på en måde, som var meget tro mod det Brøndby havde stået for. - For os der var omkring holdet på det tidspunkt, var det også fantastisk sjovt at spille, fordi vi spillede som vi gjorde. Det var offensivt og aggressivt. Ebbe har betydet meget for Brøndby, for mig og for en lang række af de store spillere, der har været der gennem tiden. Jeg tror mange af dem vil pege på Ebbe som værende en helt central person, siger Bjur, som dog også vil fremhæve gruppen af gode holdkammerater, han nåede at have gennem tiden: - Ebbe står centralt, men jeg har været så priviligeret, at jeg har spillet sammen med nogle super dygtige spillere. Nogle af de bedste spillere i Danmark i perioden, så jeg kunne nævne rigtig mange holdkammerater, men jeg vil ikke fremhæve nogen frem for nogle andre. Men hvad var det Ebbe Skovdahl var så god til? - Han var meget klar på hvad han ville spillemæssigt, og så var han god til at formidle det. Han var også rigtig dygtig til at sætte et hold sammen, som fungerede både på og uden for banen. Derfor har han også vundet så meget gennem tiden. Det gør man kun hvis man har de helt specielle evner, som ikke så mange trænere har, men som Ebbe havde. Mange - også Skovdahl selv - kan se ligheder mellem Alexander Zornigers Brøndby-hold og Skovdahls Brøndby-hold. Det kan Ole Bjur også godt se. - Det kan jeg godt nikke genkendende til. Det har været en fornøjelse at se Brøndby i efteråret. Spillemæssigt har man fundet tilbage til nogle af de værdier, der var i 80'erne og 90'erne i forhold til presspil, aggressivitet og direkte angrebsspil. Der er nogle åbenlyse paralleller. Ole Bjur er nu ansat i Divisionsforeningen, hvor han varetager den fælles talentudvikling i dansk klubfodbold. 3point.dk ønsker Ole Bjur og familien en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Tilbud til 3point.dk's læsere fra julekalenderens sponsor
Julekalenderen er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. 3point.dk er glade for at No. 31 støtter op om vores arbejde og det glæder også redaktionen, at vinbar og restauranten kommer med et godt tilbud til vores læsere. - Det arbejde og den dedikation som 3point.dk lægger for dagen er beundringsværdigt, og det vil vi gerne støtte op om hos No. 31. Samtidig vil vi gerne give de mange læsere en mulighed for at lære vores sted at kende. Derfor kan alle læsere af 3point.dk få 25% på hele regningen, hvis de booker et bord på www.restaurant31.dk i løbet af december eller januar. De skal blot angive "3point.dk" i beskedfeltet, når de booker deres bord. Så vil vi se frem til at byde dem velkommen til en god aften, udtaler Mads Harboe, som er stifter og medejer hos No. 31. Du kan altså sikre dig 25% rabat på både mad og drikke, hvis du booker bord via hjemmesiden i december eller januar. Husk at anføre, at du har set reklamen på 3point.dk. Du kan booke bord og se menukortet her.