Ohnesorge: Flere kan forlade trænerteamet
Steve Cooper blev for nyligt fyret sammen med sin assistent Alan Tate. Det er ikke nødvendigvis de eneste, der forlader Brøndby ifølger Julius Ohnesorge.

Efter sæsonafslutningen meldte Brøndby ud, at man havde stoppet samarbejdet med cheftræner Steve Cooper og assistenten Alan Tate.
I samme ombæring blev Julius Ohnesorge præsenteret, og han fortæller nu til Tipsbladet, at det ikke nødvendigvis er de sidste afgange i trænerteamet denne sommer.
Ben Dawson og David Tivey blev ansat ifbm. med ansættelsen af Steve Cooper, og derfor er det et spørgsmål, om de skal være en del af trænergruppen i sæsonen 2026/2027.
- Deres fremtid er stadig uafklaret, men vi har en åben snak, og det kan gå forskellige veje. Vi har truffet en beslutning med Steve og Alan, og så får de andre tid til at tænke over situationen, og hvordan de har det med det hele, og så træffer vi en beslutning sammen senere, siger den nyudnævnte fodbolddirektør.
Et nyt trænerteam skal uanset hvad sættes frem mod den nye sæson, og det er ikke sikkert, at en cheftræner, denne gang, kan tage sin foretrukne stab med sig.
- Men beslutningerne skal være klub-drevne, så vil bruge det meste af vores tid på den nye træner, og så bygger vi rundtom ham. For hvis der skal en ny assistenttræner til, så skal det være en, der passer ind i trænergruppen, og som tilføjer noget, som gruppen mangler, fortæller Ohnesorge.
Kevin Mensah og målmandstræner Justin Merz er eneste tilbage i trænerstaben, skulle Tivey og Dawson forlade klubben.