
Teis Markfoged
Officielt: Salech udlejes til belgiske Beveren i et år
Yousef Salech udlejes til belgiske Beveren i et år. Brøndby har mulighed for at hente ham tilbage til vinter.

Yousef Salech er udlejet til belgiske Beveren, hvor den høje angriber ifølge transferjournalisten Farzam Abolhessini ikke bliver udstyret med en købsoption. Dermed er der udsigt til, at den stærke Brøndby-angriber vil vende retur til de blå/gule efter end lejemål. Brøndby oplyser på deres hjemmeside at Salech kan kaldes tilbage i vinterpausen, hvis Brøndby ønsker det.
- Vi forlængede aftalen med Salech i sommer, så den nu løber frem til sommeren 2026, da vi kan se et stort potentiale i ham. Han spillede en flot sæson for HB Køge i sidste sæson, og siden Salech kom tilbage til os i sommer, har han indgået på ligefod med de øvrige spillere i pre-season og her i starten af sæsonen. Vi kan konstatere, at Salech endnu ikke har fået bidt sig fast i forhold til at kvalificere sig til mere regelmæssig spilletid, og for at sikre, at Salech kan komme tættere på spilletid hos os, så har planen hele tiden været, at hvis det var tilfældet, så ville vi og Salech finde er godt lejemål, for at give ham endnu mere ballast i rygsækken i vores fælles jagt på at komme tilbage og få spilletid hos os, udtaler Carsten V. Jensen til brondby.com og fortsætter;
- Vi ønsker og arbejder på, at Salech en dag skal blive en profil for os, og derfor har vi ikke været interesseret i at sælge Salech på den ene eller anden måde, og derfor er en klassisk udleje et naturligt skridt for Salech og os. Som det var sagen med vores andre udlejninger, så har vi og Salech kigget ud i markedet for muligheder, og det gælder helt naturligvis også i vores eget netværk. Som klub kan man naturligvis ikke bare flytte spillere rundt, og både vi og Salech har kigget ud i markedet efter en god løsning. Med Bertram Kvist gav det mening med et træningsophold i Feyenoord med deres U23-hold, og med Carl Björk gav det mening at udleje til Norrköping på grund af Carls stærke forbindelse til klubben, og når valget ved denne udlejning er faldet på SK Beveren, så er det fordi at vi sammen har vurderet, at det vil give Salech rigtig gode udviklingsmuligheder, så han på sigt kan vende hjem til Brøndby IF og blive en profil på vores Brøndby-mandskab.
Salech forlængede tidligere på sommeren med Brøndby frem til 2026.