Officielt: Mukhtar skifter til Nashville SC til januar
Brøndby IF har solgt midtbanespilleren Hany Mukhtar til den amerikanske klub Nashville SC. Han skifter den 1. januar 2020 og spiller derfor efteråret færdig i B

Brøndby IF har solgt midtbanespilleren Hany Mukhtar til den amerikanske klub Nashville SC. Han skifter den 1. januar 2020 og spiller derfor efteråret færdig i Brøndby. FOTO: Teis Markfoged Brøndby IF har netop oplyst på sin hjemmeside, at klubben har solgt midtbanespilleren Hany Mukhtar til den amerikanske klub Nashville SC. Skiftet effektueres den 1. januar 2020, hvorfor Mukhtar spiller efteråret færdig i Brøndby. - Vi har i tre sæsoner haft fornøjelsen af Hanys evner, og det er forventeligt, at en spiller af den kaliber ikke spiller resten af sine dage i 3F Superligaen. Nashville SC har fulgt Hany i lang tid, og Hany har selv haft et stort ønske om at prøve sig af i MLS, så det giver god mening for alle parter, at de nu har papir på hinanden fra 1. januar 2020, siger Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen til Brøndbys hjemmeside. - Indtil da har vi glæden af, at Hany spiller for os efterårssæsonen ud, og jeg er ikke i tvivl om at, Hany, som en af lederne på holdet, vil gå forrest på banen og til træning. Som klub er det vigtigt, at vi ikke blot kan udvikle vores egne spillere, men også spillere der kommer til udefra. Hany har været igennem en god udvikling i sine tre år i klubben, og blevet en der tager ansvar i begge ender af banen, og derfor er vi stolte af, at vi nu i god ro og mag kan få sendt ham godt af sted. Hany Mukhtar står indtil nu noteret for 120 kampe for Brøndby IF, men det tal kan altså nå at stige, inden Mukhtar tager hul på næste kapitel i karrieren.