
Ian Nielsen / Ian Foto Sport
Officielt: Mathias Jensen forlænger til 2027
En rigtig Brøndby-dreng forlænger med Vestegnsklubben.

Mathias "P" Jensen har fået to år mere på kontrakten i Brøndby, så den løber frem til sommeren 2027.
Bold var først med nyheden, der altså nu er gjort officiel af klubben selv.
Det er Mathias Jensens første professionelle kontrakt.
Midtbanespilleren har fået hele sin fodboldopdragelse i Brøndby, hvor han har spillet hele livet.
- Mathias er et godt eksempel på en spiller, der gennem kontinuerlig udvikling og dedikation har taget de rigtige skridt gennem Masterclass. Han har arbejdet målrettet på U19-holdet, og det har været naturligt at integrere ham mere og mere i miljøet omkring Superliga-holdet i det seneste halve års tid, siger fodbolddirektør i Brøndby, Benjamin Schmedes til klubbens hjemmeside.
- Han har udvist stor gå-på-mod på træningsbanen, og at han kan matche intensiteten og kravene på seniorniveau, og vi glæder os derfor til at følge hans fortsatte udvikling i de kommende år, fortæller fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
Mathias Jensen, der går under kælenavnet P, er både stolt og beæret over at forlænge med en klub, som "betyder alt for ham":
- Jeg startede som femårig i klubben og har haft min gang herude lige siden, så at kunne forlænge min aftale betyder alt for mig og familien.
- Jeg har selvfølgelig et mål om at komme ind og få nogle minutter og få debut foran fansene, og så vil jeg selvfølgelig arbejde mig mod en startplads. Det kræver selvsagt hårdt arbejde på træningsbanen, og det er jeg fuldt indstillet på, fortæller Mathias P. Jensen til Brondby.com.
Mathias Jensen bliver vendt i BrøndbyLyds trupgennemgang, hvor du kan høre mere om midtbanespilleren som type og hans fodboldmæssige kompetencer.