Officielt: Laursen til PSV
Rygterne har floreret heftigt, og mandag aften blev det så officielt. Brøndby IF sælger det 17-årige stortalent Nikolai Laursen til de hollandske mestre fra PSV

Rygterne har floreret heftigt, og mandag aften blev det så officielt. Brøndby IF sælger det 17-årige stortalent Nikolai Laursen til de hollandske mestre fra PSV Eindhoven. Det meddeler klubben på sin hjemmeside Brøndbys sportschef Per Rud melder om et godt forhandligsforløb med den hollandske klub. - I dag har vi en af de absolut stærkeste talentskoler i Norden, og her er Nikolai Laursen et fremragende eksempel på en af de mange unge spillere i ungdomsrækkerne, der kontinuerligt har løftet sit niveau gennem et målrettet talentarbejde. Vi har mange talenter, som banker på til førsteholdet, men vi må og skal hele tiden forholde os realistisk til balancen mellem spilletid og økonomisk afkast. Så da PSV Eindhoven meldte sin interesse, stod det klart for alle parter, at vi skulle sige farvel til Nikolai. Nikolai selv har længe ønsket at prøve kræfter med en udenlandsk storklub, og da vi samtidig føler os godt kompenseret økonomisk, så var der hurtig enighed mellem os og PSV. For hovedpersonen selv, er det et følelsesladet farvel. - Jeg føler, at tiden er kommet til at prøve mit talent af i en stor europæisk klub, og hos PSV Eindhoven har jeg muligheden for at tage næste skridt i min karriere. Jeg er dybt taknemmelig for alt, hvad jeg har lært i Brøndby, og jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre fodboldskole, ligesom jeg vil aldrig glemme min debut på Brøndby Stadion, og den velkomst jeg fik af vores fans. En stor tak skal også lyde til alle i den sportslige sektor, som har gjort dette muligt for mig, og jeg håber, at jeg en dag vender hjem, for Brøndby vil altid være min klub. Hverken Brøndby IF eller PSV Eindhoven har meldt noget ud om prisen på det unge stortalent, men på rygtebasis har handlen kostet hollænderne i omegnen af 10 mio kr.