
Teis Markfoged
Officielt: Håkon Evjen solgt til Bodø/Glimt
Håkon Evjen kan nu officielt kalde sig Bodø/Glimt-spiller igen.

Efter et år i Brøndby IF skifter den offensive midtbanespiller Håkon Evjen nu til sin tidligere klub Bodø/Glimt. Det var her, han fik sit store gennembrud i seniorfodbold, og nu vender han altså hjem. Brøndby IF bekræfter skiftet på sin hjemmeside.
- Håkon er en rigtig dygtig spiller, men det har knebet med den spilletid, som både vi og Håkon havde håbet på, da han har skullet konkurrere mod nogle rigtig dygtige spillere om pladserne på midtbanen, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen til Brøndbys hjemmeside.
- Derfor har vi sammen med Håkon fundet en rigtig god løsning i form af et skifte hjem til FK Bodø/Glimt, hvor begge parter har haft et gensidigt ønske om at finde sammen igen. Vi takker Håkon for hans indsats i Brøndby IF, og vi ønsker ham held og lykke med fremtiden.
Håkon Evjen nåede at spille 30 kampe i Brøndby-trøjen med fire mål til følge.
Ifølge B.T. betaler Bodø/Glimt 19 millioner til Brøndby IF. Det er ifølge mediet syv mere end Brøndby betalte for et år siden, da de købte ham i AZ Alkmaar.