Teis Markfoged
Officielt: Brøndby sælger Rezan Corlu til Lyngby
Brøndby IF har solgt midtbanespilleren Rezan Corlu til Lyngby BK, hvor han tidligere har haft stor succes.

Et kvarter inden transfervinduet smækkede i rykkede midtbanespilleren Rezan Corlu fra Brøndby IF til Lyngby BK, hvor han tidligere har haft stor succes som lejesvend. Nu skifter Corlu til De Kongeblå på en permanent aftale og en tre-årig kontrakt.
- Rezan er en rigtig dygtig fodboldspiller, som for at blomstre, har brug for mere spilletid end vi p.t. kan tilbyde. Rezan er en af vores egne drenge, som vi siden hans ungdomsår her i klubben har set et stort potentiale i. Derfor er både han og vi naturligvis ærgerlige over, at det heller ikke denne gang blev til mere spilletid for Rezan. Nu har han fået muligheden for at komme tilbage til Lyngby BK, hvor vi er helt sikre på, at han kommer til at gøre en forskel, og vi ønsker Rezan alt det bedste, siger Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
Corlu fik Superliga-debut for Brøndby IF i 2015.