3POINT
Jacob Ambæk

Johan S. Jensen / BTAM

Nyheder22. aug. 2024

Officielt: Brøndby IF forlænger med Jacob Ambæk

Brøndby IF har forlænget kontrakten med 16-årige Jacob Ambæk, så hans aftale nu løber til sommeren 2027.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen22. aug. 2024

Torsdag eftermiddag gik en glad, ung mand ud af døren i Masterclass Lounge på Brøndby Stadion. I hånden havde han en nyligt underskrevet kontrakt.

Brøndby IF har nemlig forlænget aftalen med det store angrebstalent Jacob Ambæk. Aftalen løber nu til sommeren 2027 og har således en længde på de tre år, som er det maksimale, man må skrive med spillere under 18 år.

- Jeg er super glad. Jeg vil gerne slå igennem i Brøndby, siger Jacob Ambæk til 3point.dk.

- Tiltroen fra klubben betyder meget. Det giver også en enorm motivation til denne sæson, at jeg føler, at jeg har en del at bevise, fordi de tror på mig. I første omgang vil jeg gerne sætte et aftryk på U/19. Så må vi se, hvor det bærer hen, om det er træninger med Superliga-holdet, træningslejre eller hvad det bliver.

Kontraktforlængelsen med et af de helt store af klubbens egne talenter vækker glæde hos fodbolddirektør Carsten V. Jensen:

- Det betyder enormt meget, for det er en af de vigtigste dele, vi står på som klub. Hver eneste gang vi lykkes med at lave aftaler med vores spillere, særligt vores bedste spillere, er det en lykkelig stund - og en vigtig stund ikke mindst, siger han til 3point.dk.

- Jacob er et stort talent, og det har han vist gennem lang tid. Én ting er, at han er en dygtig målscorer. Men Jacobs egen tilgang betyder også meget. Før sommeren havde vi snakke i forhold til, hvordan vi skulle komme videre og kigge på nye aftaler. Vi havde blandt andet en snak om, om det var på tide, at Jacob skulle med på træningslejr med Superliga-holdet, men der kom han og familien frem til, at det var det ikke. Det havde han ikke travlt med. Han havde haft et hårdt år og havde brug for lidt ferie med familien. Det er der selvfølgelig plads til. Den modenhed og ballast i Jacob og i familien skal være med til at hjælpe ham hele vejen.

- Det er jeg enormt glad for at se, for jeg har også oplevet det modsatte. Hvor spillere jagter noget for tidligt. Der er gode chancer for at Jacob kommer til at gå hele vejen, men der er masser af arbejde for ham endnu. Det arbejde skal foregå i Masterclass nu, og så kommer der også noget transition ind med førsteholdet, når tiden er rigtig.


Jacob Ambæk

Johan S. Jensen / BTAM © All rights reserved

Jacob Ambæk er årgang 2008. Aldersmæssigt er han stadig U/17-spiller, men er allerede en del af U/19-truppen. Derfor har angriberen stadig sin gang i Masterclass.

Chef for træning og daglig leder i Masterclass, Bjørn Holm, glæder sig også over kontraktforlængelsen med Jacob Ambæk:

- Det er en kæmpe opgave, der ligger i det skridt, for skridtet op til seniorfodbold er jo det sværeste i talentudvikling. Men vi har en stor tro på, at vores miljø kan gøre det, og en forventning og en forhåbning om, at vi lykkes med det her. Lige nu er han stadig i Masterclass, men vi er allerede inde i transitionstanker i forhold til hvordan vi får givet Jacob de rigtige rammer for, at han får taget det næste skridt.

- Jacob er en fantastisk fyr med en fantastisk familie. Der er en enormt flot opbakning og en ro omkring ham, hvor han tager skridtene ét ad gangen og er bevidst om sin egen udvikling og det tempo, den skal foregå i. Den ydmyghed er en af nøglerne til at hans udvikling er blevet ved med at galoppere derudad, for han holder snuden i sporet. Og det gør familien også, så tingene er, som de skal være.


Jacob Ambæk

Johan S. Jensen / BTAM © All rights reserved

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder