3POINT
jacob ambæk

Nanna Møller Karlsen

Nyheder28. mar. 2026

Officielt: Ambæk forlænger til 2031

Jacob Ambæk har forlænget sin kontrakt med Brøndby IF til sommeren 2031.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen28. mar. 2026

Det har hele tiden været planen, at Jacob Ambæk skulle forlænge sin kontrakt yderligere, når han fyldte 18 år. Man må nemlig kun skrive maksimalt tre-årige kontrakter med spillere under 18 år. Men Brøndby har ønsket den unge angriber på en længere aftale, hvorfor den første forlængelse faldt tidligere på året og nu er der så blevet lagt yderligere år på.

Jacob Ambæk er den 28. marts 2026 fyldt 18 år, og det har han fejret ved at underskrive en kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2031. Ambæk er netop nu samlet med det danske U/19-landshold.

Fodbolddirektør Benjamin Schmedes sætter ord på forlængelsen til Brøndbys hjemmeside:

- Jacob er både nutidens og fremtidens ni’er i Brøndby IF, så det er et stort og vigtigt skridt, vi nu har papir på hinanden mere end fem år frem i tiden. At Jacob på sin 18-års fødselsdag er fast mand og har spillet næsten 25 kampe for en klub som Brøndby vidner om, det er et særligt talent og en særlig spiller, vi har med at gøre. 

- Jacob repræsenterer de værdier og den kultur, klubben bygger på. Han har Brøndby i hjertet, han tager ansvar, han går forrest i en ung alder og han vokser hele tiden både som spiller og som menneske. Alt det skal vi både udvikle og værne om. Jacob har mange skridt og oplevelser foran sig, og jeg er enormt glad for, at mange af dem kommer i en gul og blå trøje. Det er godt for Jacob, og det er i dén grad også godt for klubben.

Herfra skal der lyde et stort tillykke til Ambæk med fødselsdagen og kontrakten.



Medie af: 3point.dk

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder