Odd-træner: Vi føler os snydt af Semb Berge
Ifølge den norske klub Odd er Brøndbys Fredrik Semb Berge på vej til Molde. Odds træner udtaler ellers, at de var enige med forsvarsspilleren, men at han har sk

Ifølge den norske klub Odd er Brøndbys Fredrik Semb Berge på vej til Molde. Odds træner udtaler ellers, at de var enige med forsvarsspilleren, men at han har skiftet mening i sidste øjeblik og nu hellere vil til Molde. Allerede tidligt i januar meldte Brøndby ud, at man arbejdede på at finde en ny klub til forsvarsspilleren Fredrik Semb Berge. Det lå også lige for, at det ville blive et skifte hjem til Norge. Odd, hvor Brøndby hentede Semb Berge, bejlede kraftigt til nordmanden og lagde ikke skjul på, at de gjorde alt hvad der stod i deres magt for at hente forsvarsspilleren hjem. Længe så det da også ud til at Semb Berge selv ønskede at komme "hjem" til Odd, men nu har han angiveligt skiftet mening og det er ikke noget der huer Odd-træner Dag-Eilev Fagermo. - Jeg er skuffet. Vi har arbejdet knaldhårdt de sidste 14 dage på at få ham hertil, så jeg sætter spørgsmålstegn ved hans klubfølelse, siger Fagermo til det norske medie Varden. - Søndag aften var vi enige. Jeg fik meldinger fra ham om, at han ville komme hertil mandag og bare ordne formaliteterne. Jeg er utroligt skuffet over, at han har ændret mening. Vi føler os snydt. Fagermo tror Semb Berge har valgt penge over klubfølelse. - Det er jo fristende at tro, at Fredrik (Semb Berge, red.) har valgt pengene og Molde. I mine øjne stikker hans klubfølelse for Odd ikke særlig dybt. Dette er i hvert fald ikke en ordentlig måde at behandle sin moderklub på. Fredrik Semb Berge var i Odd som ungdoms- og seniorspiller fra 2005 til Brøndby hentede ham i 2014.