OB's 10 mand kæmpede sig til uafgjort
OB tog søndag aften imod Brøndby IF i hvad der skulle vise sig at blive en dramatisk affære med mål, udvisning, brændte chancer og en pointdeling. OB havde til

OB tog søndag aften imod Brøndby IF i hvad der skulle vise sig at blive en dramatisk affære med mål, udvisning, brændte chancer og en pointdeling. OB havde til dagens opgør gjort meget for at få flere fans på stadion. Bl.a. indvielsen af den nye Richard Møller Nielsen-tribune havde trukket folk til det fint besøgte stadion. Og de mange tilskuere skulle få masser af drama fra første fløjt. OB kom hurtigt ud og satte sig på kampen, og allerede efter 6 minutter gav det pote, da Izzuna tog chancen udefra. Nigerianerens spark strøg ind ved den nærmeste stolpe, og gav odenseanerne en drømmestart. Men selvsamme Izunna ødelagde den drømmestart blot tre minutter senere. Teemu Pukki var ved at slippe igennem til en friløber, men Izzuna kastede sig ned som bagerste mand. Det ville dommer Jakob Kehlet ikke finde sig i, og Izunna blev præsenteret for det røde kort. Brøndby var dermed ovenpå i kampens sidste 80 minutter, og selvom det medførte meget boldbesiddelse, var det begrænset hvad de fik ud af det før pausen. Tættest på kom de blå-gule efter et Johan Larsson-indlæg fem minutter før pausen, som Frederik Tingager nåede at snitte væk inden Teemu Pukki kunne sætte indersiden på. Der skulle ske noget fra Brøndbys side, og det skete i pausen. Anthony Jung kom ind på venstre back, så Brøndby kunne have to retbenede backs, og på den måde styrke mulighederne for indlæg. Om det var pga. Jung skal vi lade være usagt, men Brøndby fik mere tempo i spillet, og blev derfor også farligere efter pausen. Indenfor de første ti minutter skabte de store chancer til både Jan Kliment, Paulus Arajuuri og Hany Mukhtar, som Sten Grytebust tog sig af. Efter ti minutter lykkedes det dog Brøndby at komme tilbage i kampen. En afslutning langt ude fra ramte Jan Kliments fod på vej mod målet. Efter lidt ping-pong fik Kliment drejet rundt og dirigerede bolden ind ved nærmeste stolperod. 1-1, og Brøndby var ovenpå. Blot et minut efter føringsmålet var Kasper Fisker tæt på at sparke sig til en helterolle med et fremragende langskud, der havde retning mod fjerneste hjørne. Sten Grytebust i OB-målet var dog vågen, og med en klasseredning klamrede han og OB sig til det ene point. Et kvarter før tid var Jan Kliment igen på spil. Et hjørnespark fra Hany Mukhtar blev slået ind mod forreste stolpe, hvor Kliment steg til vejrs og headede mod fjerneste sidenet. Hovedstødet prellede dog af på overliggeren, men Brøndbys pres øgedes konstant. Få minutter senere var det igen Kliment, der burde have bragt Brøndby foran. Halimi tilkæmpede sig en afslutning fra kanten af feltet, som Grytebust kun kunne halvklare. Returen faldt ud for fødderne af Jan Kliment, der var helt fri foran Grytebust, men tjekkens flade afslutning sad lige på OB-keeperens fod. På trods af det massive Brøndby-pres kom de dog ikke tættere på. Kampen sluttede derfor 1-1, hvilket Brøndby ikke kan være tilfredse med, kampforløbet taget i betragtning.