Nyt sikkerhedstiltag på Brøndby Stadion: Ansigtsgenkendelse skal holde karantæneramte ude
Torsdag formiddag annoncerede Brøndby IF på klubbens officielle website, at man fra den kommende sæson tager et nyt tiltag i brug for at højne sikkerheden på Br

Torsdag formiddag annoncerede Brøndby IF på klubbens officielle website, at man fra den kommende sæson tager et nyt tiltag i brug for at højne sikkerheden på Brøndby Stadion. Der vil fremover være et overvågningssystem ved indgangene til Stadion, som blandt andet kan genkende ansigterne på personer med karantæne til Brøndby Stadion. Et tiltag som direktør Jesper Jørgensen er glad for vil støtte kontrollørerne i deres arbejde. Foto: Teis Markfoged Det skal være sværere for personer med karantæne til Brøndby Stadion at komme ind til kampe, og på samme tid mindske kødannelsen ved indgangene til Stadion. Så kort kan det siges omkring det nye overvågningssystem, som Brøndby IF har annonceret vil blive taget i brug fra den kommende sæsons første Superliga hjemmekamp mod Silkeborg IF. Om baggrunden for beslutningen siger administrerende direktør, Jesper Jørgensen, blandt andet følgende til Brondby.com: - Historisk har vi været afhængig af, at vores vagter kunne genkende de personer, der er på vores karantæneliste, og selvom vores vagter er dygtige, så er det ikke en nem opgave at kunne huske og udpege karantænedømte personer, når man som os har i gennemsnit ca.14.000 personer per kamp, der skal igennem indgangene på relativ kort tid. Om brugen af systemet udtaler Jesper Jørgensen: - Fremadrettet vil vores nye system automatisk scanne og meddele vores kontrollører, hvis et kamera identificerer en person, der er registreret på vores karantæneliste. Ikke en del af det nationale fodboldregister I samme artikel på Brondby.com forklarer Jesper Jørgensen ligeledes, at systemet ikke er koblet sammen med det nationale fodboldregister endnu. Men at man med tiden håber dette vil kunne lade sig gøre. For sikkerheden bliver prioriteret højt ifølge direktøren: - Det er en væsentlig investering, vi foretager, men sikkerheden på stadion er noget, vi prioriterer meget højt, og karantæneramte personer skal ikke have adgang til danske stadions. For klubben har oplevet, hvordan de løbende investeringer i sikkerheden på stadion betaler sig, det være sig inde såvel som uden for stadion. Jesper Jørgensen gør det også klart, at man gerne vil øge samarbejdet med politiet, for som Jesper Jørgensen siger, så er en sag en sag for meget. Men det kræver, i følge Jesper Jørgensen, også en hurtigere sagsbehandlingstid: - En af de udfordringer, vi p.t. har, er sagsbehandlingstiden fra episoder sker, til de pågældende ballademagere bliver registreret i det nationale fodboldregister. Vi vil rigtig gerne, at sager færdigbehandles noget hurtigere end i dag, hvor det kan tage mange måneder, fra episoden er sket, til de pågældende registreres i det nationale register. Hvis man først er blevet pågrebet og dømt, så skal der ikke gå flere måneder, før man bliver officielt registreret og forment adgang til danske stadions. Her håber vi, at myndighederne kan forbedre denne proces, så de, der laver ballade, tidligere forbydes adgang til stadions. Hvordan systemet fungerer Overvågningssystemet er sat op i samarbejde med Panasonic, og vil, som nævnt tidligere, blive taget i brug første gang i den første hjemmekamp i Superligaen. Systemet scanner udelukkende efter de personer, som er på Brøndby IFs interne karantæneliste til Brøndby Stadion. Informationerne som systemet arbejder udfra ligger på en server, som ikke er forbundet til hverken internettet eller andre systemer. Informationerne på denne server opdateres før hver kamp. Kun personer autoriseret af Brøndby IF kan tilgå serverne og yderligere gør Brøndby opmærksom på følgende: - Personoplysninger, der behandles som led i ansigtsgenkendelsessystemet, der ikke resulterer i et match med oplysninger fra Brøndby IF’s interne karantæneliste, lagres ikke. - Personoplysninger, der behandles som led i ansigtsgenkendelsessystemet, der resulterer i et match med oplysninger fra Brøndby IF’s interne karantæneliste, slettes umiddelbart efter kampen. - Den almindelige videoovervågning fra alle kameraer på Brøndby Stadion gemmes i op til 30 dage. Er man ikke på karantænelisten vil systemet hverken genkende eller registrere personen.