Teis Markfoged
Nyhedsanalyse: Ville Mikael Uhre til Brøndby overhovedet give mening?
Brøndby overvejer et gensyn med den tidligere topscorer – men passer Mikael Uhre egentlig ind i den trup, Sportsdirektør Benjamin Schmedes er i gang med at konstruere til en fremtid under Steve Cooper?

Den tidligere Brøndby-angriber og topscorer Mikael Uhre forlader sin amerikanske klub Philadelphia Union, og meldinger fra baglandet tyder på, at Superligaen ikke er udelukket som næste destination.
Ifølge 3point.dk er Uhre på Brøndbys radar, når hans kontrakt udløber til nytår. Men de blågule skulle ikke være alene om interessen – AGF og OB har ifølge flere kilder også lagt følere ud skriver Tipsbladet.
I AGF sidder Brøndbys tidligere sportsdirektør Carsten V. Jensen, mens OB’s Superligatrup styres af Alexander Zorniger – Uhres gamle træner på Vestegnen.
Hvad Brøndby skal være afklaret med
En eventuel Brøndby-tilbagevenden kræver en klokkeklar intern afstemning omkring fire punkter:
- Der er intet videresalgspotentiale.
- Uhre er 31 år.
- Han vil formentlig kræve løn i topprofil-klassen.
- Han vil presse på for spilletid i en offensiv, hvor konkurrencen allerede er benhård og en række vigtige talenter “kræver” spilletid for at fortsætte deres udvikling.
Økonomi og hierarki
Videresalgspotentiale? Ikke eksisterende. En 31-årig angriber skaber ikke transferindtægter.
Men lønnen – og den interne balance – er en anden sag. En spiller i den lønramme skal også være en af de bærende profiler.
Ser man på Brøndbys nuværende trup, vil Uhre konkurrere direkte med (en løntung profileret transfer som) Michael Gregoritsch og (et stortalent som) Jacob Ambæk om pladsen centralt i angrebet – med Sho Fukuda og Filip Bundgaard som alternativer på de omkringliggende positioner.
Alligevel Uhre?
For er Mikael Uhre ikke først og fremmest 9’er?
Kigger man på hans data fra 2020/21-sæsonen i Brøndby og sammenligner med hans MLS-produktion frem til 2025, åbner billedet sig lidt.
I Philadelphia Union spillede han i 2023 og i 2024 ofte som del af et tremandsangreb i en 4-3-3, men i 2025 rykkede klubben mod en 4-4-2 / 4-2-2-2, hvor Uhre i perioder har haft en mere fri rolle i et tomandsangreb.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Hans xG-produktion er ikke faldet markant siden 2021 – han kommer stadig frem til en solid volumen af chancer.
Men det mest interessante er udviklingen i hans kreative spil: I 2025-sæsonen ligger hans Expected Assists og key passes blandt de højeste i sin position i MLS.
Det vidner om en spiller, der ikke kun søger afslutningen, men i stigende grad sætter medspillere op – hjulpet af, at han fortsat får mange boldberøringer i modstandernes felt.
Tempoet er dog faldet. Antallet af accelerationer forbi modstandere er markant lavere end i 2021, hvilket kan skyldes både alder - han er et stykke forbi fodbodspilleres generelle peak age - og måske en ændring af spillestil i Union?
Er fit’et rigtigt?
Sportsdirektør Benjamin Schmedes har gentagne gange vist, at han ikke handler på nostalgi.
Andrew Hjulsager og Andreas Bruus blev vurderet uden at fortid spillede en rolle – og det samme vil gælde Uhre.
Skal Brøndby hente ham, skal han løfte niveauet i offensiven, ikke blot supplere.
På 9’er-positionen kæmper Gregoritsch og Ambæk om minutter, mens sidstnævnte også kan bevæge sig ud mod fløjen i taktiske løsninger (som set senest mod Fredericia).
Fukuda tilfører fart og presspil, men ellers mangler Brøndby eksplosivitet og presstyrke på forreste linje – kvaliteter Uhre stadig besidder på kort sigt.
Spørgsmålet er, hvor længe det varer. Forbi sin peak-age kan Uhre næppe fastholde samme intensitet over flere sæsoner.
Hvis man fjerner historien?
Det spørgsmål mange Brøndby-fans må stille sig selv er:
Ville klubben overveje at hente en 31-årig angriber med disse kompetencer, hvis han ikke hed Mikael Uhre og ikke havde fortid i klubben?
Uhre har én gang før vist sig som et comeback-kid på Vestegnen.
Spørgsmålet er, om han kan gøre det igen – og om Brøndbys sportslige linje anno 2025 overhovedet er bygget til det.