3POINT
Jens Stryger Larsen

Freja Borne

Nyheder15. nov. 2023

Nyhedsanalyse: Jens Stryger Larsen afviser ikke en fremtid i Brøndby

Onsdag åbnede landsholdsspilleren Jens Stryger Larsen op for spekulationer om sin fodboldfremtid, da han over for bold.dk udtalte fodbolddirektør CV bare kunne ringe. 3point.dk bringer her en nyhedsanalyse om spekulationerne i en fodboldfremtid i Brøndby for Jens Stryger Larsen.

3point person
Kasper Pedersbæk15. nov. 2023

Jens Stryger Larsen lod det blæse i vinden, hvorvidt fodboldfremtiden kunne være hos Brøndby, da han onsdag over for bold.dk blev spurgt ind til netop det:

- Hvis han vil have fat på mig, tror jeg nemt, han kan få fat på mig. Han kan da bare ringe, hvis han synes, det er interessant, og så skal vi da nok tage en snak om det.

Og svarede også på det opfølgende spørgsmål om hvad en eventuel samtale med CV kunne resultere i:

- Det kommer jo an på, hvad han siger i opkaldet. Selvfølgelig følger jeg med i, hvad der sker i Brøndby, og jeg synes, de gør det fantastisk godt nu. Der har været nogle op- og nedture, men heldigvis spiller de med i toppen igen, og det er fantastisk at se.

Faktisk informationer

  • Jens Stryger Larsen er 32 år gammel (33 til februar 2024)
  • Listet til 182 cm
  • Har spillet i udlandet siden 2014/15 sæsonen (Austria Wien, Udinese, Trabzonspor)
  • Har primært opereret som back og wingback (begge sider)
  • Kan ligeledes gøre sig som yderstopper i et tremandsforsvar
  • 55 kampe for det danske landshold
  • Talte onsdag med bold.dk, hvor han ikke afviste en fremtid i Brøndby, og lod det stå åbent hvorvidt en samtale med CV kunne føre ham til Vestegnen
  • Er i skrivende stund på kontrakt hos tyrkiske Trabzonspor frem til sommeren 2025 (alder: 34 år ved udløb)

Perspektiverne for Jens Stryger Larsen i Brøndby

Jens Stryger er på mange måder en schweizerkniv på fodboldbanen, hvor han kan dække tæt på de fleste pladser i bagkæden. Han har igennem sin karriere i udlandet primært optrådt som back eller wingback, men har især i tiden i Italien hos Udinese også optrådt som yderstopper i et tremandsforsvar (er registreret med ca. 2.500 minutters fodbold som yderstopper i Udinese).

For Brøndby er der både en upside og en downside, hvis klubben vælger at hente Jens Stryger Larsen til.

  • Brøndby må ikke stå med Klaiber og Stryger til den samme plads
  • Stryger skal hentes ind til en plads, hvor han spiller, og ikke spiller på bekostning af en anden etableret ældre spiller
  • På samme tid må Stryger heller ikke gå ind og blokere for et umiddelbart kommende talens udvikling
  • Kan dække flere pladser, men vil være mest logisk med en stationering som yderstopper, for ikke at begrænse åbningen på venstre (wing)back til Divkovic og Masterclass talentet Lukas Larsen

Med Jens Stryger i truppen får Brøndby en spiller, der kan dække flere pladser, men det må ikke ske på bekostning af den generelle konstruktion af truppen. Til højre wingback er Klaiber hentet for at spille, og har gjort det godt. Hentes Stryger, må det ikke ske på bekostning af en ældre etableret spiller som Klaiber bænkes - og Brøndby så står med to ældre spillere til en plads, hvor en konstant skal bænkes.

Til venstresiden vil det her og nu være en hæmsko for udviklingen af Marko Divkovic (og den omskoling der er sat i gang med kroaten), ligesom en ung kommende spiller som Lukas Larsen fra Masterclass sættes længere bag i køen.

Den skjulte mulighed ligger i at lade Jens Stryger spille på den højre yderstopper, hvor Brøndby i efteråret har vekslet mellem Tshiembe og Heggheim, uden nogen af dem for alvor har grebet chancen og taget ejerskab over pladsen.

Men det betyder dog også, at Brøndby skal rydde ud i truppens øvrige konstruktion, så de ikke ender med alt for mange spillere til en plads med manglende udsigter til spilletid og udvikling. En tilgang af Stryger skal ikke resulteret i (endnu) flere ældre spillere uden salgspotentiale, men være en vurdering, at den asolutte top i kvaliteten styrkes - og der luges ud nedefra.

En stationering af Stryger som yderstopper kan være en styrkelse i den opbyggende fase, der har været Brøndbys helt store styrke i efteråret, men hvor højrestopper også har været til udskiftning flere gange. Stryger vil bringe rutine og kvalitet i boldomgangen til pladsen, og kan også styrke det narrativ om tidligere Brøndbyspillere, der vender hjem til klubben efter en karriere i udlandet.

Opsummering

Jens Stryger Larsen talte onsdag med bold.dk i landsholdslejren om sin fodboldfremtid, hvor han åbnede op for en retur til Brøndby. Det sparkede gang i spekulationer om, hvorvidt Jens Stryger Larsen kunne overveje en retur til hjemlandet og Brøndby IF efter at have været udlandsprofessionel siden 2014.

Jens Stryger har fået sin fodboldopdragelse i netop Brøndby, hvor han steg op gennem rækkerne for at få debut i 10erne, en kaotisk periode på Vestegnen, hvor Stryger Larsen også var med til at redde Brøndby fra nedrykning i lige-ved-og-næsten-nedrykningskampen mod Horsens i 2013.

Efterfølgende skiftede han til FC Nordsjælland ved kontraktudløb, hvorfra han året efter skiftede til Austria Wien for siden at tage skiftet til Udinese i Italien og senest Trabzonspor i Tyrkiet, hvor han har spillet siden sommeren 2022.

Jens Stryger Larsen er 32 år gammel, og fylder 33 til februar. Han har igennem årene primært optrådt som back og wingback, ligesom han i Udinese optrådte som yderstopper i en tremandsbagkæde.

Det vil være en hårfin balancegang, at skulle finde den løsning, hvor Stryger ikke skal hentes til en primær plads, hvor der allerede er en etableret ældre spiller, og heller ikke bliver hentet til en plads, hvor han vil blokere for et umiddelbart kommende talents udviikling og vej til spilletid.

Mest kommenterede nyheder