
Teis Markfoged
Nyhedsanalyse: Et (kommende) salg af Noah Nartey - en tvungen nødvendighed
Med 18 måneder tilbage af kontrakten handler et muligt salg af Noah Nartey mindre om lyst - og mere om (en nødtvungen) rettidig omhu.

At Noah Nartey tiltrækker interesse fra udlandet er ingen overraskelse. Lyon nævnes som få skridt fra at gennemføre en transfer, og flere medier skriver om det kun er mindre spørgsmål, der skal afklares, før Nartey kan skifte til Ligue 1-klubben.
Et salg vil få betydning for både trup, økonomi og sportslig balance i Brøndby.
En stille transferannonce af Benjamin Schmedes
Noah Narteys kontrakt med Brøndby løber frem til sommeren 2027, hvilket efterlader klubben med 18 måneder tilbage af den nuværende aftale.
Ifølge den tyske transferjournalist Patrick Berger fra SKY Sports er en transfer af Noah Nartey til Lyon tæt på at blive en realitet. Transfersummen nævnes til omkring 8 mio. euro plus 1 mio. euro i bonusser samt en videresalgsklausul.
Olympique Lyon are on the verge of signing Noah Nartey (20/) for a total package of €9m. Talks are advanced, with only final details left to be sorted. No done deal yet but close. The Brøndby player has already said yes to the move to France. @SkySport_Ben @SkySportDE
— Patrick Berger (@berger_pj) January 16, 2026
Det er en transfersum, der umiddelbart fremstår realistisk ud fra markedsvilkår og sammenlignelige handler. Der er tale om en transfer fra en udviklingsliga - Superligaen - af en spiller med begrænset europæisk erfaring, men med et meget tydeligt udviklingspotentiale.
Fra Brøndbys side har der ikke været konkrete udmeldinger om en forestående handel, siden sportsdirektør Benjamin Schmedes tidligere meldte ud, at forhandlingerne om en forlængelse af Narteys kontrakt var brudt sammen. Klubben havde ifølge Schmedes strukket sig så langt, som det var muligt.
Samtidig gjorde han det klart, at Brøndby ikke aktivt søgte et salg, men ville afvente markedet og eventuelle bud.
I realiteten var det dog en stille transferannonce, der blev lagt på markedet. Et klogt træk af sportsdirektøren i Brøndby.
Efterspurgte kompetencer
At Noah Nartey er et interessant aktiv på markedet overrasker ingen, når omstændighederne tages i betragtning.
Han er en ung og talentfuld midtbanespiller med U21-landsholdserfaring oven på et gennembrudsefterår i Superligaen. Teknisk dygtig, med evnen til at navigere i små rum med bolden og med en stigende målfarlighed efter fremrykningen som 10’er.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Mod bolden er Nartey en mere atletisk midtbanetype, der kan dække store rum og agere fleksibelt i presspillet.
Han repræsenterer dermed både et sportsligt potentiale for en købende klub og en attraktiv videresalgsværdi ved yderligere erfaring på et højere niveau - hvilket gør ham interessant for en klub som Lyon.
Brøndbys perspektiv: Hvad taler for - og imod - et salg?
Det mest oplagte argument for, at Brøndby gennemfører en transfer nu, handler om at maksimere rammerne for aftalen.
Med 18 måneder tilbage af kontrakten er det de facto det aktuelle transfervindue, hvor Brøndby - med rolig hånd - kan gennemføre et salg på optimale vilkår.
Til sommer ville klubben stå i en langt mere risikabel situation. En situation, der risikerer at minde om forløbet med Clement Bischoff, hvor interesserede klubber kunne spille et klassisk waiting game, velvidende at hvis vinduet lukkes, venter der udsigt til en markant lavere pris i transfervinduet seks måneder før udløb - eller i sidste ende slet ingen transfersum.
Et andet argument handler om at bruge foråret som en byggesten til fremtiden. Brøndby står midt i markante forandringer - både strukturelt og i trupsammensætningen.
Set i det lys kan man vælge at rive plasteret af nu og sælge Nartey, en spiller der under alle omstændigheder næppe ville være i klubben efter sommerpausen i 2026. Det åbner samtidig muligheden for at spille en mere langsigtet løsning ind.
Argumenterne imod et salg handler primært om det kortsigtede perspektiv. Brøndby ønsker utvivlsomt at jagte sportslig succes i foråret, og et salg kan umiddelbart ligne et hak i de sportslige ambitioner.
Men det, der på kort sigt kan opfattes som et kompromis, kan på længere sigt vise sig at være en nødvendig forudsætning for stabil udvikling.
Perspektiv
Ved at gennemføre et salg viser Benjamin Schmedes det nødvendige fremsyn - givet Narteys kontraktsituation - og en vilje til at maksimere den økonomiske værdi af en transfer.
Historien på Vestegnen rummer flere eksempler på sportsdirektører, der har handlet for sent og set forhandlingsvinduet for den optimale salgsaftale lukke sig langsomt.
Naturligvis havde situationen set anderledes ud, hvis der havde været flere år tilbage af Narteys kontrakt. Men med de nuværende vilkår kan der være en pris på den korte bane, som til gengæld kan vise sig at være den rigtige beslutning på den lange.
Spørgsmålet er så, hvordan Brøndby vælger at løse et fravær af Noah Nartey.
Internt findes der flere muligheder:
- Nicolai Vallys kan blive rykket mere centralt, hvilket harmonerer med Steve Coopers klare tilkendegivelser om mere gennembruds- og driblestærke wings.
- Filip Bundgaard er en anden mulighed. Kan det blive hans chance for at træde ind i en rolle bag en 9’er?
- En tredje - mindre sandsynlig, men ikke udelukkelsesværdig - mulighed er, at en Masterclass-spiller spiller sig ind på holdet i preseason og overbeviser trænerteamet.
- En fjerde vej er en transfer udefra til at erstatte Nartey på den offensive midtbaneplads
Det påtvungne salg
Benjamin Schmedes havde i realiteten hænderne bundet. Med 18 måneder tilbage af kontrakten - og Narteys blanke afvisning af at forlænge den - var det aktuelle transfervindue det mest oplagte tidspunkt at eksekvere et salg af Noah Nartey.
Ikke forhastet, men gennemført med ro i maven og på de mest optimale vilkår for Brøndby.
Sagen er i sin kerne enkel: En transfer sker her og nu, fordi Narteys kontrakt ikke er længere. Det er kontraktsituationen, der indirekte tvinger aftalen igennem.
For Brøndby handler det om at stille sig bedst muligt i en situation, hvor valgmulighederne er blevet færre og sandet langsomt løber ud af timeglasset.