
Monique Naja Matz
Nyhedanalyse: Hvad skal Brøndby med Filip Bundgaard, og hvorfor det taler ind i 2-i-1 vinduet
Torsdagen bød på endnu et rygte, hvor den unge offensivspiller Filip Bundgaard fra Randers blev rygtet til Brøndby. 3point.dk ser på perspektivet i en eventuel transfer her.

Det regner ind med rygter på transfervinduets sidste dag, hvor bold.dk torsdag skriver om en mulig transfer under opsejlning mellem Brøndby og Randers omhandlende den unge kronjyde Filip Bundgaard.
Baggrund
Filip Bundgaard er et produkt af ungdomsafdelingen i Randers FC, hvor han har taget turen op gennem rækkerne. Allerede i en ung alder fik han debut på førsteholdet, hvor han allerede i 2020 fik sine første minutter i Superligaen. I 20/21 sæsonen blev det til flere minutter i Superligaen, og siden er både minutter og vigtigheden for kronjyderne steget simultant. Det har set Filip Bundgaard i en alder af 19 år med 3500+ minutters Superligafodbold i benene.
Det skriver de
- Det var bold.dk der torsdag middag skrev om et påstået bud på Filip Bundgaard fra Brøndbys side af
- Efterfølgende talte Tipsbladet med sportsdirektør Søren Pedersen fra Randers, der benægtede der var en handel op over
- Hvorefter bold.dk skrev om Bundgaard var set gå ind på Randers’ stadion med sin agent, Ebbe Sand. Søren Pedersen blev forholdt dette, hvor han bekræfter møder, men blankt afviser at kommentere på hvorvidt en handel med Brøndby er i støbeskeen
Analyse
Med Filip Bundgaard ville Brøndby få en dygtig mellemrumsspiller, en der er blandt de ypperste i Superligaen til at sætte sine medspillere op til chancer. Han er teknisk dygtig og producerer et højt antal xA (chanceskabende afleveringer), har mange offensive dueller, ligesom han gerne driver bolden frem og accelerer forbi sine modstandere. Bundgaard er blandt de spillere i Superligaen med flest driblinger pr 90 min.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Hvad Filip Bundgaard hidtil ikke har været, er en afslutter. Han producerer beskedne 0.20 npXG pr 90, og konverterer til endnu mindre (0.10 mål pr 90 min), et klart udviklingsområde for den unge offensivspiller. Med til den vurdering hører sig dog, at Bundgaard i Randers ikke har den største volumen af skud med blot 2.1 skud pr 90 min.
Perspektiv
Brøndby ville på et mellemlangt sigte være et ideelt fit for en talentfuld 19-årig hybrid mellem angriber og offensiv midtbane, en rolle, der pt bliver besat af profilen Nicolai Vallys. På mange måder har Bundgaard vist sig frem i en lignende rolle hos Randers, hvor han har opereret fra anden række bag en 9er.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Med risikoen for et salg af Vallys til sommer ville en tilgang af Bundgaard være en transfer lige til den 2-i-1-vindue strategi, som sportsdirektør Carsten V. Jensen har talt om, var tilgangen.
Med sine 19 år har Bundgaard i den grad fremtiden for sig, men har samtidig en pakke bestående af allerede markant erfaring fra højeste niveau i Brøndby, samtidig med at Brøndby ville sænke gennemsnitsalderen i truppen på sigt med en tilgang af Bundgaard.
Evaluering
Filip Bundgaard er nødvendigvis ikke en akut her-og-nu nødvendighed, men den ville tale in i et overlap af (nøgle)spillere, så klubben ikke først skulle ud og jagte afløserne for profilerne når de allerede var solgt.
Kan der forhandles en fornuftig pris i hus med Randers, er der incitament for Brøndby til at rykke nu og eksekvere handlen i dette vindue, da det ville give Bundgaard ro til at falde til i nye omgivelser.