Nye Brøndby-spillere og Mukhtar er alle i spil til FCN-kampen
Både Hany Mukhtar og de fire nye Brøndby-spillere er i Niels Frederiksens overvejelser til startpladser til søndagens kamp mod FC Nordsjælland. FOTO: Teis Markf

Både Hany Mukhtar og de fire nye Brøndby-spillere er i Niels Frederiksens overvejelser til startpladser til søndagens kamp mod FC Nordsjælland. FOTO: Teis Markfoged Brøndby IF forstærkede sig sidst i vinduet - og efter vinduets lukning - med fire spillere. Ind kom både Sigurd Rosted, Johan Larsson, Samuel Mraz og senest Andreas Maxsø. Nu har der så været landskampspause og to reserveholdskampe. Her har de nye Brøndby-spillere fået minutterne i benene og samtidig lysner det på skadesfronten, fortæller Brøndby-træner Niels Frederiksen. - Vi har fået rigtig meget ud af det. Vi fik bragt Sigurd (Rosted, red.), Hany (Mukhtar, red.) og Johan (Larsson, red.) rigtigt i gang, og Maxsø fik vi bragt i spil tirsdag. Det var rigtig vigtigt for os, for de skal træne, træne og træne, og så skal de have noget kamptid, så de kan komme op i gear, siger Frederiksen til 3point.dk. - Jeg synes allerede man kunne se på Johan, at det var væsentligt bedre mod FCK, end det var mod FCN i sidste uge, og det samme gælder egentlig både Sigurd og Hany. Så det har været fint for os at have spillet de kampe. - Så er det selvfølgelig gået lidt ud over træningsugen, sådan er det jo. Men jeg synes stadig, at vi i træningsugen har nået at arbejde med nogle taktiske ting og det arbejder vi videre med i denne uge. - Der er nogle af de skadede spillere, som er på vej tilbage. Kevin (Mensah, red.) var fuldt med for første gang i nogle uger i dag (onsdag, red.) og Lasse Vigen trænede også fuldt med, så på den front lysner det også. LÆS OGSÅ: Frederiksen roser Maxsø både på og uden for banen
Nye spillere kan starte mod FCN
Søndag er der så Superliga-kamp på Brøndby Stadion, når FC Nordsjælland kommer på besøg. Hany Mukhtar har blot spillet 45 minutter for Brøndby i denne sæson, men han er i spil til at starte FCN-kampen. - Det kan man ikke udelukke, men der er heller ingen garanti for det. Det bliver en vurdering, jeg skal tage. Han (Mukhtar, red.) spillede 60 minutter mod FCK og var så ude af træningen i dag (onsdag, red.), men det var bare lige for at skåne ham lidt, for vi skal stadig dosere ham. Faktisk gælder det også de nye spillere. Niels Frederiksen dømmer ikke nogen af dem ude, men de er alle i spil til startpladser. - De er heller ikke ret langt fra. De er alle i spil. Det man som træner gør sig af overvejelser er blandt andet, at jeg kun har tre udskiftninger. Jo flere jeg bringer ind i en startopstilling, hvor der kan være en risiko for, at de ikke holder 90 minutter, jo mere låst vil jeg blive. Der er en grænse for hvor mange jeg kan have inde, som jeg er bange for ikke holder 90. - Men de er alle fire i overvejelserne, slutter han. Kampen mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland spilles på søndag med kickoff klokken 18.00 på Brøndby Stadion.