Ny inspiration til midtbanen
Tilgangene på midtbanen er spændende, mener det defensive anker Christian Nørgaard, der igen i denne sæson får til opgave at sætte restforsvaret rigtigt op og p

Tilgangene på midtbanen er spændende, mener det defensive anker Christian Nørgaard, der igen i denne sæson får til opgave at sætte restforsvaret rigtigt op og presset rigtigt ind. Christian Nørgaard bliver en nøglespiller for Brøndby IF i den kommende sæson. Han er blomstret på 6'eren under Alexander Zorniger og er ligeledes udset til at spille den rolle, når Brøndby tager hul på sæsonen 2017/18 lige om lidt. Men Nørgaard har fået nye legekammerater på midtbanen. Lebogang Phiri og Frederik Holst er væk, mens spillere som Kasper Fisker og Besar Halimi nu skal supplere midtbanediamanten, hvor det må formodes, at både Nørgaard og Hany Mukhtar skal spille mange kampe. Christian Nørgaard synes det er nogle spændende spillere, Brøndby har hentet ind til midtbanen. - Der er noget rigtig god kvalitet over dem med bolden. Min opgave som 6'er, bliver at få sat restforsvaret rigtigt op og få sat vores genpres ordentligt ind. Med bolden er det nogle spillere, der virkelig kan bidrage med noget til holdet, siger han til 3point.dk. Mange Brøndby-fans har efterlyst en decideret erstatning for Lebogang Phiri, som var en mere defensivt orienteret 8'er end eksempelvis Andrew Hjulsager. Men det skal man ikke nødvendigvis være så bekymret for, for Kasper Fisker arbejder hårdt defensivt, fortæller Nørgaard. - Vi skal også kunne arbejde den anden vej og jeg synes Kasper (Fisker, red.) ser rigtig skarp ud defensivt også. Han lægger rigtig mange højintense meter bag sig, så ham får vi også brug for i det defensive. Det gør vi med alle vores spillere, men jeg tror at han bliver den mest defensive af 8'erne. Det kommer selvfølgelig an på hvem der spiller. Zsolt Kalmár har også noget mere defensivt over sig. Nu glæder Brøndbys nummer 19, efter U21-EM og en kort ferie, sig til at komme i gang med den nye sæson. - Det bliver godt at viske tavlen ren. Ny sæson. Jeg synes det så godt ud i foråret, indtil vi havde sikret os andenpladsen. Jeg tror det har været godt med en pause henover sommeren. Vi kommer tilbage friske med nye idéer og skal forsøge at udvikle vores spil. - Fysisk ser vi rigtig fine ud og vi arbejder hårdere end nogensinde før. Det gør måske, at man ikke trækker sig på samme måde. Men det er også mentalt. Jeg er også røget ind i en stime nu, hvor jeg heldigvis har holdt mig skadesfri. Så er det også nemmere ikke at tænke så meget over det. Første mulighed for at komme i kamp for Nørgaard og co. er torsdag, hvor VPS Vaasa venter i anden kvalifikationsrunde til Europa League.