Ny Brøndby-keeper: Mine styrker passer til måden vi spiller på
Brøndbys nye keeper Adam Kwarasey tror hans styrker passer godt til Brøndbys spillestil. Han fortæller også, at han glæder sig til at mærke stemningen på Brøndb

Brøndbys nye keeper Adam Kwarasey tror hans styrker passer godt til Brøndbys spillestil. Han fortæller også, at han glæder sig til at mærke stemningen på Brøndby Stadion. 29-årige Adam Kwarasey er ny mand i Brøndby IF. Han er kommet til klubben fra norske Rosenborg, hvor han var holdkammerat med blandt andre de tidligere Brøndby-spillere Mike Jensen og Elba Rashani. Keeperen nåede at tale en lille smule med Jensen om klubben på Vestegnen, men det var ingen dyb samtale fortæller han. Men midtbanespilleren nåede alligevel at rose sin tidligere klub. - Jeg har ikke talt så meget med dem om Brøndby. Jeg talte lidt med Mike (Jensen, red.) i en tidlig fase af interessen. Han havde ikke andet end positive ting at sige om klubben, fortæller Kwarasey til 3point.dk. - Han sagde, at det er det sted i Danmark, det er sjovest at spille fodbold. Det var en kort samtale på et par minutter, for på det stadie vidste jeg ikke helt hvad jeg ville eller skulle, så derfor var det ikke en dyb samtale. Den nye Brøndby-keeper tror på at han passer ind i den måde, man spiller fodbold på i Brøndby IF, uden at ville komme nærmere ind på hvad hans største styrker er. - Jeg vil tro at Brøndby har gjort lidt research, så jeg tror at mine styrker passer godt ind i måden vi spiller på her. Det er måske vigtigere end at være god til lige præcis et eller andet. Rosenborg-boss Stig Inge Bjørnebye sendte Kwarasey afsted med det skudsmål, at han er fremragene med fødderne. Men Kwarasey er ikke meget for at tale om sig selv. I stedet rykkede vi fokus ud på Brøndby Stadion, hvor målmanden glæder sig til at vise sig frem for Brøndbys fans. - Jeg har været heldig at spille for klubber med gode fans tidligere også. Rosenborg har gode supportere og Portland Timbers har de bedste i hele USA. - Men jeg glæder mig. Jeg har hørt, at der er en elektrisk atmosfære på Brøndby Stadion og at fansene er vigtige for klubben. Det er noget jeg ser frem til. Adam Kwarasey har sat sin signatur på en fire-årig kontrakt med Brøndby.