Noter fra tribunen: Brøndby IF 3 - 1 FC Midtjylland

Af: Jonas Villumsen

Brøndby IF 3 – 1 FC Midtjylland
Brøndby Stadion, Superligaen, søndag d. 9. maj 2021, kl. 18.00

Allerede dér i solen, i bilen på vej fra Nørrebro – som i øvrigt rent faktisk ligger tættere på Vestegnen end på Østerbro, uanset hvad geografien prøver at fortælle dig – føltes det næsten som om, verden var ved at blive limet sammen igen.

Min far og jeg har sæsonkort sammen. Men grundet en vis pandemi – den der starter med C, og med lidt god vilje rimer på ”Trekroner” – har vi ikke haft mulighed for at se en kamp sammen siden den vindblæste hjemmekamp mod Lyngby, 1. marts 2020.

Kort herefter gik verden som bekendt i stykker. Landet blev klappet sammen og stillet i et hjørne. I denne tid var tanken om fodbold og fællesskaber en iltmaske, jeg klamrede mig til. Derfor har jeg svært ved at sætte ord på hvor meget det betød, at min far - efter et par befriende stik – nu atter kunne sidde ved siden af mig på Brøndby Stadion.

Mit bud er at jeg langt fra var den eneste på tribunen i søndags, der sad med fornemmelsen af at have fået en uvurderlig del af sit liv tilbage.

Vi ankom til stadion i god tid. Det stod hurtigt klart at folk havde fået memoet om at troppe op i gult. Der var mælkebøtter spredt ud over hele cementen. Der var sågar folk der havde taget Brøndbytrøjer under deres Brøndbytrøjer.

Åbningen af porten ved indgang D trak lidt i langdrag. En utålmodig midaldrende kvinde bag os gav – i meget udførlige detaljer – udtryk for, hvorfor hun havde brug for at komme ind og frekventere et toilet.
Da porten endelig gabte, var det til hujen og klapsalver.

Vi gik ind langs banen, som strålede i en grad der understregede selvfølgeligheden i at de grønne fingre, der styrer neglesaksen på disse kanter, er blevet hædret for deres smukke arbejde.
Vi fandt række 13, vores pladser og en sol der blæste hovedet fuldt af forår. Omkring os sad folk og smeltede på sæderne, som spejlæg - primært bestående af blommen, at dømme ud fra farven.

”Hvorfor har du taget en hvid trøje på under din gule?” spurgte en gut, på rækken foran, sin kammerat, og pegede skælmsk på de bare - knapt så solbrændte - arme der stak ud af ærmerne.

Andre glimt fra tiden op til kampstart:
Nanok der er ved at vælte over en banemikrofon nær det ene hjørneflag. Den massive pibekoncert som skærer så frydefuldt i ørerne, da Midtjylland-spillerne løber ind til opvarmning. En steward der bliver fanget på storskærmen, og med et glimt i øjet folder den længste finger ud, han har på hånden.

Sydsiden lod til at være strakt ud over hele stadion.
Folk var på benene, på fødderne, på tæerne, på tåspidserne. Der var knyttede næver og kuldegysninger i varmen. Noget i luften. Det er overvældende at befinde sig i sådan en scenografi, når man forinden har befundet sig i en osteklokke i 14 måneder.
Mit hoved klikkede fra i nogle sekunder, og jeg faldt i staver midt i orkanen. Undrede mig et splitsekund over at Henning Jensen blev kaldt ned til en fenerbache, indtil jeg fik rettet hjernen ud, og kunne konstatere at det var Kevin Mensah der løb derned.

’Jump’ ankom i selskab med den evige gåsehud. Der blev kastet et par gule og blå ruller crepepapir nede fra hjørnet, eller fra engang i 90’erne. Det rituelle opråb af startopstillingen sang i alle skruer og møtrikker. Stadionspeaker Søren Rebbe rullede en imponerende rød løber af R’er ud, i ”Hjörtur”.

Opgøret blev sat i bevægelse med et syrligt skræp fra dommer Peter Kjærsgaards fløjte.

Det gav en øjeblikkelig intens, tordentæt effekt med B! I! F!-stammeråbene, der gjaldede over stadion, akkompagneret af den kyndige lilletrommeslager.
Pauserne i musik er som bekendt lige så vigtige som tonerne, og den elektriske stilhed mellem råbene, hvor kun trommen hørtes, hældte gåsehud ned ad nakken på mig. Når så mange menneske tier stille på samme tid, er tavsheden er øredøvende.

Ved sidste hjemmekamp overhørte jeg en forvirret medfan spørge ””Forza Juve”?” til sin sidemakker, men denne gang lod de fleste til at være helt med, da sangen eksploderede i omkvædet: FORSTADSKLUBBEN.

Til venstre for mig så jeg en guts panderynker vokse adskillige etager, da storskærmene pludselig meldte VAR-check for mulig hånd på bold. Tiden føltes uendelig. Uden at grave i et af det seneste års mest omtalte emner i fodboldverdenen, vil jeg nøjes med at gøre opmærksom på at ”VAR” kun er ét bogstav fra at være et anagram for ”RØV”.

Midtjyderne kom - med Schwäbes venstre handske som mellemlanding - som bekendt foran. Derefter var det som om, de formåede at strække tid og rum. Minus rum. Bare tid. Trukket til ukendelighed.
På rækken foran var en fyr i færd med at trække tindingerne af sig selv, mens Lössl endnu en gang brugte god tid på at forberede sig mentalt på den komplicerede kunst, det er at sparke et målspark. ”Det er en proces” konstaterede den iltre fyrs sidemand tørt.

Flere glimt:

Eksplosionen da Mensahs afslutning nikker den ene stolpe en skalle, for derefter at stryge ud i fødderne på gæt-selv-hvem. Folk der vinker begejstret til Paulinho, da denne har fået marchordre, og sjosker mod omklædningsrummet. Regnen der, i pausen, pludselig står over banen i lodrette sytråde. Per Nielsen. Eksplosion nr. 2 og tumult-fejringen af Hedlunds mål.
Min sidemand, der traver frem og tilbage på hans tildelte kvadratmeter som en stor løve i et meget lille bur. Slimanes elegante giftpil af en assist til Pavlović.

Denne aften, der virker mistænkeligt meget som noget, jeg har drømt.

Med tanke på truppens åreladning inden sæsonen, med tanke på en verden der blev sendt til tælling. Med tanke på det hele, så er det et privilegie at få lov at drømme på denne måde.