Af: Jonas Villumsen

Brøndby IF 2 – 1 FC København
Brøndby Stadion, Superligaen, søndag d. 24. oktober kl. 14.00

Nervøsiteten slog ned, netop som vi drejede ud på motorvejen.

Den stak lodret ned gennem biltaget og satte sig som en sitren i mine ben. Mine knæskaller klaprede som kastagnetter. Jeg reagerede prompte ved at knipse en dåseøl åben. Klokken var trods alt 57 minutter i tolv.

Første øl tog hverken toppen eller bunden. Jeg prøvede med en mere. Samme resultat.

Vejret var trukket i et sært outfit, med mørkegrå skyer og sol på samme tid, og fik verden til at ligne et filmset. Det hele føltes en anelse uvirkeligt. Forventninger, bange anelser, håb, mental mavepine. At lande på én følelse, føltes som at skulle hente et fritidshjemsbarn til halloween-fest, hvor hele flokken er klædt ud som spøgelser.

Det raslede en del fra min side af bilen – passagersædet, bare rolig – da vi havde parkeret nær stadion, og jeg åbnede døren for at kante mig ud i den næsten virkelige verden. Det kan også være, det var i mit hoved, det raslede.
Uanset hvor meget jeg prøver at bilde mig selv ind at det i bund og grund bare er en kamp om tre point, ved jeg jo godt at det slet ikke forholder sig sådan. Lykkes man med at tage pointene med hjem, er det blot en sidegevinst til den reelle gave: sejrens uforklarlige lykkerus.

Selv nerver bliver dog trætte i benene af at stå op for længe.
Da jeg, i selskab med min tro fodboldfølgesvend, chauffør og far – tre titler i én person – begav mig ind i Ebbe Skovdahl Fan Lounge, til lyden af den irske livemusikers version af ’Whisky in the Jar’, var der momentant ro på kroppens indre linjer.

Vi indfandt os nogenlunde lodret ved et bord, bestilte en øl, og faldt i staver over vrimlen af forskellige gule trøjer af forskellige aldre, samt vrimlen af de gule trøjers indhold – også af forskellige aldre.

Øllet ville ud igen. Jeg fik overtalt begge mine fødder til at slæbe mig ud på toilettet.
Her faldt jeg i snak med en venlig mand, som var beriget med en syngende jysk dialekt. Eller, han faldt i snak med mig. Mens han tissede, tegnede han, med spidsen af sin pegefinger, ivrigt og usynligt sin ønskede startformation på væggen over pissoiret.

Jeg tror, det er på tide at lægge myten, om at ingen mænd kan multitaske, endegyldigt i graven.

Det blev tid til at bevæge sig fra loungens lune lokaler, og ud i vindtunnellerne under tribunen.

På vejen krydsede jeg adskillige folk, der troligt havde trukket den gule trøje uden på dynejakkerne. I flere tilfælde havde den underlæggende isolering fået trøjen til at kravle op som en fin mavebluse uden på overtøjet.

En gut, som tilsyneladende havde brugt samme taktik som mig, når det kom til at holde nerverne i skak, måtte bruge to forsøg på at bestige cementtrapperne op til tribunen.

Personligt klarede jeg opgaven i første forsøg, og min far og jeg kunne indtage vores faste pladser på langsiden, og afvikle vores faste ritualer.

Første ritual går ud på at jeg siger ”I dag bliver dagen, hvor Frendrup scorer”. Det andet ritual er at spekulere på hvorvidt, Josip Radošević har fået styr på afviklingen af sin fenerbahce ned mod Sydsiden.
Begge dele plejer at forekomme noget usandsynligt.

Stemningen begyndte på dette tidspunkt at manifestere sig solidt i mine ører, hvor min tinnitus festede i stereo. Det føltes som længe siden, udebaneafsnittet havde givet lyd fra sig. Nu var der lyd. Og strakte langefingre. Og stirre-konkurrencer, ingen ville tabe.

Fra øjeblikkene, hvor tifoen foldede sig ud i bredformat, begynder tingene at blive lidt uklare.
Ikke så meget pga. af dét, med øllene, som dét, med at være i sine følelsers vold. Egentlig er jeg et ret introvert gemyt, og havde jeg kunne se mig selv udefra i løbet ad sådan en kamp, ville jeg have svært ved at genkende mig.

Men det er jo netop noget af det smukkeste ved det hele: selvforglemmelsen. Og jeg skal ellers love for at jeg glemte alt om mig selv, da Frendrup krøllede 1-0 scoringen ind. Jeg vendte mig halvtilfældigt mod min venstre sidemakker, som jeg ikke ved hvad hedder – og som i øvrigt virker omtrent ligeså genert anlagt som jeg selv – og vi brølede uforståeligheder ind i hovedet på hinanden. Hvilken eksplosion, indeni, udenfor. Det var himmelsk, grænsende til ubegribeligt. Frende på 1!

Da spillet, lidt tid efter, blev sat i gang igen, gik det op for mig, at jeg stadig stod med armene over hovedet.

Så indtraf en ny ængstelighed; den, hvor det går op for én, at man nu har noget at tabe. Da pausen endelig ankom, havde jeg stort set gnavet hul i et par handsker, jeg havde lånt.

Anden halvleg startede. Vi var foran 1-0. Solen skvulpede over, og drev ned gennem skyerne. Stadion var et smukt syn. Alligevel lignede de forestående 45 minutter – plus de potentielle 2-3 timers overtid – et ørken-roadtrip, man ikke helt kunne se enden på. Sådan tog udsigten fra mit sæde sig i hvert fald ud.

Den første reelle forskrækkelse blev afløst af jubel, da VAR underkendte Jens Stages giftpil i nettaget. For en enkelt eftermiddag var hittet, ’VAR ud af fodbold’, pillet af setlisten.

Så havnede vi en form for båndsløjfe, hvor Kamil Grabara og Mikael Uhre opførte to næsten identiske stykker ballet, med dog med én væsentlig afvigelse. Efter anden opførsel pegede Peter Kjærsgaard på den berømte plet, og jeg så Maxsø sparke bolden i mål, gennem et par tynde sprækker mellem mine fingre. Så væltede det hele igen. Stadion flød, på smukkeste vis, ud som en æggeblomme på en varm pande.

Jeg var imidlertid ikke den eneste, der var lidt flosset i kanterne. En yngre gut, et par rækker nede, rokkede uroligt frem og tilbage på sin pind. Hans nakkemuskulatur var stramt trukne højspændingsledninger.

Og da Jonas Wind satte reduceringen i nettet, punkterede han for øjnene af mig.
Med en volumen, der lagde ud på de helt høje nagler, men faldt trinvist i takt med serien af efterrationaliseringer, råbte han:
”Ej, der’ jo kæmpe frispark, dommer! …Synes jeg! … …Føler jeg…”, hvorefter han punkterede, klappede helt sammen og forsvandt ned i revnen på sit klapsæde.

Selv nåede jeg at bede til en lang stribe guder, jeg i virkeligheden slet ikke tror på. Jeg nåede at stirre en hel del på mine slidte skosnuder, som følge af en form for emotionel søsyge. Jeg nåede at bande og svovle så englene fik huller i tænderne, da vi, henimod slutningen, ikke lykkedes med at holde på bolden i – hvad der føltes som – mere end 0,5 sekunder ad gangen.

Og så rev den endelige jubel sig omsider løs. Jeg kan stadig mærke ekkoet af den svie i struben. Vi vandt.
Jeg var varm i ansigtet og småblank af lykke, da jeg åbnede dagens næste sidste øl i bilen, og forberedte mig på et uspecificeret tidsrums kø-tilstande. Det var fint. Det var underordnet.
Vi vandt.