Noter fra tribunen: Brøndby IF 1 - 0 SønderjyskE

Brøndby IF 1 – 0 SønderjyskE
Brøndby Stadion, Superligaen, mandag d. 28. februar 2022 kl. 19.00

”Øj, den er go’ i dag!”
Han hoster en kort latter løs, et sted nede fra brystet.

Inden denne latter, der lyder som møtrikker der trænger til at blive strammet, har han netop taget to kraftige indsnusninger gennem næsen. Lidt gråt hår stritter distræt ud under den blå tophue. Han mener slet ikke hvad han siger. Alligevel ser han nærmest lykkelig ud. Smilet når hele vejen op i øjnene, som kulden, eller noget andet, har fået til at se let vandede ud. Han er netop trådt ind på toilettet under GSV-tribunen.

Vi kan godt fastslå at her ikke dufter som parfumeafdelingen i Matas’ Hellerup-filial, men selv dette overfald på lugtesansen lader til fungere som en påmindelse om, hvor meget han nyder at være tilbage på stadion.

Jeg nyder det også. Det er omtrent tre måneder siden, jeg sidst sad på min plads, og det føles som at være kommet hjem efter en mindre polarekspedition.
Sanseindtrykkene når mig klarere, nu, hvor det ellers så velkendte, har været på afstand i en tid. Detaljer får mere plads. Jeg bliver i tvivl om hvorvidt, målnettene er blevet skiftet, eller de rent faktisk plejer at lyse så klart gult.

På vejen hen til vores sæder, får min følgesvend og jeg hilst på de folk, vi ikke har set, siden den forkølede pokalkamp mod FC Midtjylland, en gang i starten af december. Andetsteds på tribunen, skutter en ung kvinde sig i sin flyverdragt, mens et par ældre herrer sidder, som to stillbilleder, i sammenbidt tavshed. Den skarpe luft har farvet deres næser gammelrosa, og under én af disse, hænger antydningen af en dråbe, som en lille, ufrivillig næsering.

På vej mod stadion så jeg en forvirret SønderjyskE-fan stå i rabatten på Roskildevej. Bemærkelsesværdigt nok lignede han ikke én, der var i færd med at krydse kørebanerne. Han så nærmere ud som om, han var blevet dumpet ned lige dér, og nu var desorienteret, som kun en fodboldfan på udebane kan være.
Der er dog også visse ting, der udsætter min hjerne for stopfinter, denne aften. Det er mandag. Det ved jeg godt, men mit system forstår det ikke. En glitch i den indre kalender. Jeg kan allerede mærke at det vil give mig problemer med resten af ugens rytme.

På samme måde er jeg udmærket klar over, at vores klub – som en enkel og fin gestus – har valgt at bytte rundt på spilledragtens gule og blå poler til aftenens kamp. Alligevel er synet så tilpas uvant for mig, at det næsten får det til at se ud som om, vores spillere går på hænder, da de træder ind på banen, til tonerne af ’Jump’.

Kort forinden har storskærmen åbenbart også haft lidt problemer med at få virret vinterhiet ud af hovedet, og således blev vores nye mand under fanerne, Carl Björk, ikke præsenteret med det tiltænkte spillerfoto, men derimod som et silhuet-udklip i gråmeleret pap.

Da kampen bliver fløjtet til live, har jeg fået rystet blikket på plads.
Af en eller anden grund, mærker jeg intet til den sitrende nervøsitet, jeg plejer at blive ramt af i starten af alle vores kampe – en uro der plejer at slå lejr omkring mit venstre knæ, hvilket til tider må være lidt af en pestilens for min ene sidemand.

Enten er det fordi, jeg er så travlt optaget af indtrykkene omkring mig, og ellers er det bare fordi, jeg får en fornemmelse af at der er styr på begivenhederne på banen. Kampen er en bog, og Maxsø har læst den. To gange.

Sydsiden fremstår som en masse. Én samlet, smukt støjende organisme. Ved ”Brøndby - IF!”-råbet, ligner hænderne, der koordineret strækkes ud og peger mod langsiderne, tusindvis af fugle, fanget i en kort båndsløjfe. De letter, bliver spolet tilbage og lander. Letter, lander.
Der bliver pustet liv i sange, det lyder monstrøst.

I sektionen til venstre for mig, synger en ung gut, uden jakke, med på leadstemmen fra hovedcentralen bag målet. Han er et decideret pragtfuldt indslag, og fortjener en flidsmedalje. Han formår, på forunderlig vis, på én og samme tid, at mumle og at råbe. Jeg gengiver her, frit fra hukommelsen, hvad der forlader hans mund i andet vers:

’frøn-yyy iikk’æææææææres
nn-nnnn-nnnn å-aaaarn
n-nn-mm aaaaaaaa ….ooos…
SÅ FLYT JER NÅR BRØNDBY STORMER FREM!

Aftenens kronologi er blevet slettet fra min hukommelse.
Til gengæld kan jeg tydeligt huske, hvordan alting, fra det ene øjeblik til det andet, er knæ og albuer i en opadgående bevægelse, da en norsk priktegning – bestående af to pragtfulde punkter - bringer os foran 1-0.
Så står vi alle sammen, i nogle sekunders lykkeligt kaos, og råber ting, vi ikke aner, hvad er.
Da der, lidt senere, er faldet en smule ro på gemytterne, og de fleste har sat sig igen, siger en gut bag mig ”Heggenbauer”. Han siger det for sig selv, stilfærdigt og tilfredst, med et smil hæftet fra det ene øre til det andet.

En pause kommer og går, som et fredeligt pust.
Men det sekund, halvleg bliver fløjtet op, går det op for mig at jeg er blevet lokket i et bagholdsangreb. Al den uro og nervøsitet, som glimrede ved sit fravær ved kampstart, slår lodret ned i mig. Det sker på et splitsekund. Ledningerne, der forbinder mit fodboldhjerte med mit hoved, overopheder, og der begynder at lugte svedt under min hue.

Det hjælper ikke at februarluftens aftentemperaturer samtidig er begyndt er tage bidder af mine hænder. Det er for varmt og for koldt på samme tid, som en stille, hårdnakket feber. Det føles som kaffegrums under huden. Til en hjemmekamp, i grundspillet. Mod SønderjyskE. Det giver så vidunderligt lidt mening, men det er sådan, det er.
Og hvilken gave at man kan lade sig opsluge på denne måde, når det kommer til stykket.

Men det er en soleklar efterrationalisering. Mens det står på, er det naturligvis en irrationel, men vaskeægte pine.

Det er muligt, det siges at 2-0 er den farligste føring, men jeg må blankt erkende at 1-0 føles som en klart mere vakkelvorn konstruktion. I sekunderne, der indrammer at Sigurd Rosted header en bold væk på stregen, føles det som om, min puls halter og spurter på samme tid.

Da slutfløjtet lyder, klapper de fleste. Jeg, derimod, klapper sammen, synker - lidt udmattet og meget lettet - ind i gabet på mit klapsæde, og forsvinder stykke for stykke. Man tager skade af at holde med en fodboldklub.

På turen hjem, begynder jeg at få genetableret kontakten til mine hænder. Og mens den lykkelige genforening finder sted, mærker jeg også varmen over tre point, trods en lunken kamp. Og med samme styrke, varmen fra gensynet med et koldt stadion.

Selv på en aften, hvor fodbolden ikke kan det helt store, kan den en hel masse.