Noter fra tribunen: Brøndby IF 1 - 0 AGF

Brøndby IF 1 – 0 AGF
Brøndby Stadion, Superligaen, søndag d. 16. april 2023 kl. 18.00

Det er sært.

I timerne op til afgang fra Nørrebro, glæder jeg mig med samme styrke, som jeg plejer. Eller plejede. Nej, plejer. For sagen er nemlig den, at mit system midlertidigt lader til at glemme, hvordan tingene er nu – eller måske rettere: mit system nægter ikke at huske hvordan det var engang, i en ganske nær fortid.

Hvis det lyder snørklet, er det fordi det netop er snørklet.
Og jeg har allerede skrevet flere ord i kursiv, end jeg plejer i løbet af en hel tekst.

Det er nærmest som om, en følelsesmæssig muskelhukommelse tager over, derhjemme i køkkenet, over opvasken. Den lette sitren ved tanken om at skulle indtage min faste plads på tribunen, med folk tæt omkring mig, og udsigt til den smukke, grønne plæne. Udsigten til at tage den lille trevl af weekend, der stadig er tilbage, og blæse den op, til den fylder hele hovedet. Til der næsten ikke er plads til andet. Til jeg lykkeligt glemmer at hverdagens skiveskårede rugbrød venter lige på den anden side af nattesøvnen.

Men denne gang er det som om, fantomsmerten allerede indfinder sig i bilen, på vej mod stadion. Min far sidder bag rettet, jeg sidder på passagersædet. Han virker som om, han rammes af det samme. Synkronfantomsmerte. Smerten over det, der ikke er der.

For udenforstående vil det måske fremstå som for meget af det gode at kalde det en smerte. Men sagen er bare den, at den samhørighed – jeg drister mig til at skrive det: det fællesskab – man har kunne tage del i, weekend efter weekend, kan give så berusende en følelse af at høre hjemme, at det næsten gør fysisk ondt, når man oplever hvordan det synes at smuldre om ørerne på én.

Fra den ene dag til den anden opdager man, hvor skrøbelige tingene er. Det førnævnte fællesskab er jo noget, vi alle sammen er nødt til at forestille os, hvis det skal eksistere. Det er ikke noget man kan måle, veje, eller abonnere på med et fast månedligt beløb. Det er både det smukke og det skræmmende ved det. Det har siddet så sikkert oppe i hovedet på mange af os – sådan har det føltes – men lige nu er denne fælles forestilling så svær at fremmane. Forestillingen er svær at forestille sig.

På vejen derud synes vi at være ramt af en apati, som jeg næsten skammer mig over, da jeg, i et kortbenet sekund, ser den udefra. En nerve lader til at være blevet kappet. Det er ikke sådan, det skal være.

Da vi går over fodgængerfeltet, hvor verdens længste vejskilt står, virker der stille omkring os. Der er lidt mindre end en time til kampstart.

Da vi, kort efter, står under tribunen, er en sagte summen blandet med en støjende stilhed, en tordentavshed, eller hvad man ellers kan banke op af jorden af bogstavrim der skal beskrive hvor meget lyd, der synes at mangle.

Men da vi finder vores faste pladser på langsiden, er der alligevel mere liv omkring os, end jeg havde regnet med. Sammenlignet med tidligere tiders storhed, kan det stadig virke som en fotokopi af en fotokopi, men så længe der er nogen der hoster, er der liv. Nerven er muligvis på vågeblus, men ikke helt død. Jeg glæder mig over gensynet med de folk, der sidder omkring os. Folk, jeg kun ser når vi er på stadion, men som jeg ikke desto mindre efterhånden holder ganske meget af. Og måske er det bare mig, der er en fotokopi af en fotokopi. En anelse flosset, en anelse udvisket i kanterne.

Kampen er i gang. En nærkamp på vores banehalvdel sender bolden ud til et Brøndby-indkast. Det tætpakkede udebaneafsnit jubler. ”Flot. I klapper ad en tackling. I’ vel ik’ fra Aarhus?” siger en mand med munden fuld af sarkasme, på rækken bag mig.

Der er lav sol over Brøndby. Måske ville Peter AG hævde at dagens gæster har medbragt den. Uanset hvor den kommer fra, er den så vandret at den finder vej ind under skyggen på min cap, og jeg skal modstå fristelsen til at lukke øjnene.

Daniel Wass tager tilløb til at afvikle et frispark, nede på den skinnende - åbenbart - stedsegrønne plæne, nogenlunde ud for hvor vi sidder. Jeg bliver altid en smule overrasket over spillernes proportioner, når de kommer tæt på. Det virker næsten som om, Wass’ underkrop bliver kortere og kortere for hver gang jeg ser ham. Tyngdepunktet har kun lige akkurat snuden over græshøjde.

I enkelte situationer viser det sig, hvor lidt energi der i virkeligheden skal sendes fra banen og op mod lægterne, for at det rykker ved noget - for at det energien fordobles og spejles tilbage mod grønsværen.

I det 37. minut bliver vi sendt tilbage til det vidunderlige, instinktive lykkebrus der skyller gennem en, når ens klub scorer. En flok gule bluser hægter sig sammen, hænger i en klump over Sebulonsen. Mine ben er pludselig ikke lange nok til at løfte mig derop, hvor jeg i et splitsekund føler, jeg hører til. Så jeg bliver nødt til at hoppe. Adskillige gange. Med en arm strakt, eller to arme strakt, hvem ved. I de nanoøjeblikke blæser ufortyndet solskin gennem årerne - og mens jeg skriver dette, kan jeg stadig mærke rusten efter det råb, der åbenbart vristede sig fri fra min hals, i samme sekunder.
Du – som tappert læser med endnu – kender det garanteret.

”Vi er fra helvede i nord” synges der fra Sydsiden. Til venstre for mig, et stykke væk, nogle rækker nede, synger en mand med. Han er umiddelbart den eneste der synger, i det område, han sidder placeret i, og han lyder som om han enten er træt, eller måske en anelse beruset. I hvert fald snøvler han i en grad, så det næsten lyder som om, han synger ”Vi er forelskede i mor”. Det er en performance med personlighed. Det er svært ikke at holde af ham.

I pausen bevæger jeg mig ned på toilettet. Mens jeg står ved pissoiret, hører jeg nogen slå de tunge døre op, og bemærkelsesværdigt velartikuleret udbryde ”Mmm, her dufter mildt af ammoniak!”, som hørte han hjemme i et dansk lystspil fra 1960’erne.

Anden halvleg sender AGF’erne i et stormløb mod vores spillere.
”Men Evjen har jo for fa’en ikke nogen overkrop!” udbryder en gut, da en medspiller forgæves forsøger at bruge nordmanden som opspilsstation. ”I modsætning til Wass, som næsten ikke har andet”, overvejer jeg at svare, men lader det ligge.

Sebastian Sebulonsen huserer nær vores sektion af tribunen. Han lykkes med ting, han har lommerne proppet med medvind. ”Ej, han er en flot mand. Hold kæft, han er flot!” siger en gut, placeret nær mit venstre øre. Et mantra han i øvrigt gentager adskillige gange herefter.

Mine nerver har gravet sig selv op fra mulden, og præsenterer nu sig selv i pomp og pragt og dansesko. Der er spillet lige omkring en time, da en AGF-afslutning smyger sig tæt om den ene ankel på Brøndby-målet. Der går et sug gennem rækkerne da chancen vises på storskærm, nærmest som om, vi er bange for at den var så tæt på, at den rent faktisk ville gå ind i den langsomme gengivelse.

Himlen laver en synkebevægelse, solen går ned.
”Håbløst Hedlund!” råber en fyrs nerver ud gennem hans mund. Men hvor meget håbløshed man end måtte finde på banen, vil nogen måske alligevel indvende at det toppes af det faktum, at AGF-afsnittet på nordtribunen samtidig er i færd med en overgearet DJ Ötzi-fortolkning.

Det brænder på i en grad, så man næsten forventer, tingene vil brænde fast. Der er ingen sol til at lukke mine øjne, jeg er tvunget til at kigge, og leve med.

Men det afgrænsede mirakel, at 1-0 føringen holder hele vejen hjem, indtræffer som bekendt. Dommeren fløjter af. En lettelse kiler sig ind midt i frugtsalaten af alle de modsatrettede følelser. Det havde vi brug for, på flere niveauer. Jeg synker nærmest sammen på mit blå klapsæde.

Vi går gennem Ebbe Skovdahl Lounge på vejen ud. Jeg har besluttet at i dag er sådan en dag, hvor jeg er nødt til at drikke en enkelt øl mere.
”Hva’ ska’ vi med tre point, tre point, tre point?” synger en festlig gut på melodien fra London Bridge Is Falling Down, mens han styrer mod baren. Derefter siger han, pludselig ganske sagte, henvendt til bar-personalet ”Ej, helt seriøst, hvad gør man med tre point? Jeg kan sgu næsten ikke huske det”

Det er forvirrende tider.