Tekst: Jonas Villumsen

Brøndby IF 0 – 2 FC Midtjylland
Brøndby Stadion, Sydbank Pokalen, søndag d. 5. december 2021 kl. 14.30

Jeg kom til at hilse på Kasper Fisker ved en fejl. Vi passerede hinanden ude foran stadion, et sted bag nordtribunen. Min hjerne var ikke hurtig nok på de første meter, og lod mig i stikken. Jeg nåede at nikke til ham, før det gik op for mig, at jeg ganske vist kender hans ansigt, men at vi ikke rent faktisk kender hinanden.

Det er ikke sikkert, han så det. Han lignede én, der var fuldt beskæftiget med at fryse.

Mit ansigt føltes også som en maske i kulden. På vejen hertil bemærkede jeg, hvordan isnende faldvinde havde blæst en hængepil en skarp sideskilning, og nu, som jeg stavrede mod Ebbe Skovdahl Lounge, overvejede jeg at tilbringe resten af eftermiddagen forskanset bag et mundbind, alene for at afværge den spirende koldbrand i næsetippen.

De fleste var øjensynligt godt forberedt. Folk lod til at have det dobbelte omfang af deres normale volumen. De gule trøjer var, med vold og magt og en god portion vilje, trukket og spændt ud over dynejakker og andre forskansninger – ofte med det resultat, at de smukke trøjer rullede op som utilsigtede crop tops, og blottede det underliggende polargear.

”Du står sgu da og ringer til mig, din øgle” sagde en let vindblæst, ung gut til sin let vindblæste kammerat, som ganske rigtigt stod med en telefon i hånden, og var i færd med at foretage et opkald til sin sidemand.

Der herskede i det hele taget en grundlæggende fornemmelse af juleferie, tømmermænd eller en kombination af disse. Måske var det folks vintertrætte ansigter. Måden, de faldt i staver på, eller gik i stå midt i sætninger.

Man kunne godt få fornemmelsen af at verden var ved at løbe tør for farver, her sidst på året. Den fornemmelse blev dog naturligvis gjort til skamme, da jeg forcerede de sidste trin af trapperne op til tribunen.
Uanset hvor mange gange, det sker, er der noget særligt over at kaste første blik på den grønne plæne, på en kampdag. Og når græstæppet på stadion så ovenikøbet ligner noget, som nogen har brugt adskillige timer på i Photoshop, er det kun endnu mere magisk.

Vi traskede hen til vores pladser. Det var desværre ikke mange mennesker, man skulle kante sig forbi på vejen. Men hvor vi, på langsiden, havde adskillige huller i tandsættet, var der øjensynligt ingen sprækker i menneskemosaikken på Sydsiden.
Selv er jeg den stilfærdige type, der nok har været for gammel til at stå på Sydsiden, siden jeg blev født, men i guder, hvor sætter jeg pris på de folk, der findes derovre.

Nede på banen sjoskede en stilfærdig version af Nanok rundt med nissehue og den ene pote hvilende i mundvigen. Omkring mig sad folk med deletæpper, permanente dråber under næsen og demonstrative fadøl i kulden. Måske var vi flere, som var ekstra opmærksomme på at inhalere stemningen, velvidende at Den Store Stygge Vinterpause lurer lige om hjørnet.

Grundet det relativt sparsomme antal mennesker på langsiden, var det nemmere at høre brudstykker af folks samtaler, end sædvanligvis.

- Er det popcorn der lugter af prut, eller er det omvendt?
- Det er sådan en slags hønen-eller-ægget-situation…

Visse ting var dog som de plejer.
Den klassiske messingblæserfanfare lød fra Svinget, Alex Nyborg Madsen afbrød med ’Brøndby er mit hold’, og en rum tid senere buldrede ’Jump’ over tribunerne, mens en - nu mere vågen - Nanok dansede en form for cancan.

Kampen kom på gled. En gut, lidt henne på min række, brummede med på sangene fra Sydsiden, med en imponerende, Leonard Cohen-klingende baryton. Det kildede under sålerne på mine vinterstøvler.

På rækken bag mig, har en vaskeægte humørsvinger sin faste plads. Han overværer som oftest kampene, med nerverne som et tykt, ekstra lag tøj. ”Rooooooolig!” plejer han at råbe ned til vores forsvarsspillere, i pressede situationer, med panikkens skingre overtoner som et lysende neonskilt dinglende fra stemmebåndet.

Denne dag var han dog noget mere afmålt.
Da FCM, i det 22. minut, scorede til 0-1, nøjedes han med, tørt, at konstatere ”Nå. Så’ vi ude af pokalen”.
Der var nu heller ikke den store pointe i at folde floromvundne gloser ud til at beskrive hvad der foregik på banen.

”Hvem dømmer?”, spurgte nogen. ”Sandro Puta”, svarede nogen, hvis jeg ikke tager meget fejl – vel at mærke uden antydningen af at have sagt det for sjov.
Andetsteds blev der flere gange, småfnisende udbrudt ”Sådan, Henrik!” når Heggheim lykkedes med en god aktion.

Pausen indtraf. Den kom med julesange. Der er noget hyggeligt over at se folk skutte sig rytmisk til ’Driving Home for Christmas’, som halvfrosne pingvinflokke med gule kraver.
Til venstre for mig, nåede en ung gut nærmest ud i en manisk electric boogie, før pausen var forbi, blot for at holde varmen, mens han stod med fingrene ubehjælpeligt frosset fast omkring et krus cola.

Anden halvleg satte fra land. Jeg ser ingen grund til at kede læsere, der måtte hænge på endnu, alt for meget, ved at beskrive hvad der foregik på banen.

Nogle få noter fra selve kampen, må dog være, at FC Midtjylland ikke kommer til at vinde priser som de mest likeable aktører på en fodboldbane.

At Mads Hermansen er sin vægt værd i gul. Ja, gul. Han er så god at jeg tyer til åndssvage ordspil, fordi jeg har svært ved at sætte ord på, hvor imponerende, hans spring ind i start-11’eren rent faktisk har været.

At forskere har fundet en grønlandshaj, som man formoder, nåede at blive op mod 512 år gammel – og alligevel, ville et par generationer af disse ældgamle hvirveldyr kunne nå at passere, før vores spillere præsterede at få afviklet et indkast.

Det var ikke nogen stor fodboldaften for en Brøndbytilhænger. Alligevel fortryder jeg aldrig at være taget på stadion. Hvis man nogensinde er i tvivl om, hvorvidt man skal tage på stadion, skal man gøre det.

Og som vi kravlede ind i kampens overtid, lukkede jeg øjnene, og rakte ud efter en imaginær rebstige til en helikopter, hvorfra man har overblik over hele kalenderåret 2021, fremfor bare denne ene kamp. For så glimter alting pludselig på smukkeste vis.