Af: Jonas Villumsen

Brøndby IF 0 – 1 FC Nordsjælland
Brøndby Stadion, Superligaen, fredag d. 13. august 2021, kl. 21.00

At vi befandt os på fredag d. 13., var en tanke der kun nåede at strejfe mig ganske kort, før den gled fra mig igen og opløste sig selv i den øl, jeg netop havde åbnet.
Denne eftermiddag, på min hjemmefront, på Nørrebro, føltes tiden som om, nogen havde godt og grundigt fat i trøjen på den. Hele fredagen havde sneglet sig afsted, som et sært halvmaraton under vand.

Jeg skal ellers blankt erkende at mine forventninger, i dagene op til, om ikke havde lidt et knæk, så i hvert fald havde reddet sig et eftertrykkeligt hold i nakken. Det føltes næsten en anelse tragikomisk at hænge den smukke Aldrig Alene-trøje frem på skabslågen, når hele seks af vores hjemmedrenge bogstaveligt talt sad i isolation, alene.

Men da først fredag ankom, begyndte det at bruse i årerne. Selv det forjættede afgangstidspunkt oprandt, og ceremonien med at tælle Brøndbytrøjer på cykelstierne, på vej mod stadion, kunne igangsættes. 

Denne gang var de sædvanlige 50 shades of gul taget af plakaten, for i stedet at gøre plads til den dybe nuance af blå. En særlig trøje, som markerede at vi nu kunne indtage tribunerne uden det lag film mellem os, der har været realiteten i de seneste 18 måneders tid.

Åh, at få lov at vise sit sæsonkort ved indgangen!
En pandemi kan tilsyneladende få én til at sætte pris på de små ting, man ellers har taget for givet. At gense de folk, man sad ved siden af i den gamle, ikke-iturevne verden, samt registrere de talrige andre gensynsglæder mellem de knitrende guldflag, rundt omkring på rækkerne, havde i sig selv været turen værd.

Men så trak Sydsiden ihærdigt i min opmærksomhed. Det blå menneskedyb, med enkelte gule pletter, var stået tidligt op, og stjal både billedet og lydbilledet. Det føltes som at få foræret en times koncert, inden kampen overhovedet var begyndt. Smukt og overvældende igen at opleve disse mange mennesker som én, monstrøs trop.

Sæderne omkring mig var efterhånden også ved at være fyldt med levende billeder.
Jeg fik kastet et blik på Nanok, som måtte kæmpe lidt for at vriste sig fri fra en voksen mands intense favntag. De var naturligvis begge klædt i Aldrig Alene-trøjer. Selv den unge kvinde, nær min sektion på langsiden, som ellers altid er ulasteligt klædt i en sart gul kjole, havde trukket dagens blå trøje ud over hendes vartegn.

Der blev foretaget en solid hoppetest af cementen til sommerhittet ’Danskeee mestreee’, mens en ung gut på rækken bag mig, på charmerende vis, formåede at fare vild i de tre toner, melodien reelt består af. Til gengæld sang han igennem. Det var præcis som det skulle være.

Tshiembe gennemførte sin fenerbahce uden en snert af rysten på hånden (måske kan han hive Rado en tur med i øvelokalet, når denne er ude af sin isolation) og langsiden levede med.

Vinden tumlede lidt forvildet rundt over Vilfort Park. De mange kilometer gylden/blå cellofan knitrede som horder cikader med et problematisk koffeinforbrug og aftenens regnbuehjørneflage gjorde honnør.

Så ankom det øjeblik, mange af os har drømt om i en middelstor evighed: indløb for et stadion uden afstand. De små hår på armene kom omgående på benene. På toppen bølgede et brøl, som slog over stadion, men mest af oplevede jeg det som et dybt sug i maven.
Tifoen var smuk og kaotisk og helt efter bogen.

”Selv når dagen den er grå…” blev der passende skrålet i minutterne op til kampstart, hvor pyroens tømmermænd hang over banen, i form af en tætvævet tåge.

Så blæste dommeren i fløjten og Brøndby blæste ud af starthullerne. Man skulle være lidt af en jubelpessimist for at ikke at få ødelagt sit dårlige humør, i kampens indledning, hvor energien på banen og tribunerne selvstændigt kunne have lyst stadion op.

En chance kom og gik, en ny stillede sig i kø, og i det 8. minut eksploderede alting.
På falsk grundlag.
Det er svært at finde ordene for, hvor stort et antiklimaks, det er at se 1-0 forvandle sig til 0-0 på måltavlen, efter man netop har brølet ”UHRE!” tre gange, af sine lungers fulde kraft.
Både humøret og halsen føltes en smule flossede da spillet blev sat i gang igen.

Set fra min plads, virkede det ganske vist som om, FC Nordsjælland konstant forsøgte at smide afleveringer frem mod en usynlig, fire meter høj angriber - og således lod der ikke til at være den store fare på færde. Men samtidig sneg en lille ængstelse, over ikke at have udnyttet et momentum, der måske ikke ville komme igen, sig ind og satte sig på bagerste række i mit hoved.
Da jeg gik mod toiletterne i pausen, havde den rykket sig adskillige rækker frem.

En gut, som jeg mistænker for at have startet dagen tidligt – og som formentlig havde sørget for rigeligt med væske under marchen - lænede hovedet mod hylden over pissoiret, som havde han og selve stadionkonstruktionen en aftale om at holde hinanden oprejst resten af aftenen.
Det skulle vise sig at blive et ganske sigende billede for hvilken følelse, mange stod tilbage med da kampen blev blæst af.

I virkeligheden er der heller ikke meget mere at berette.
Da FCN-spillerne havde opført deres koordinerede cirkeldans omkring afviklingen af et frispark, og bolden lå og sprællede i vores mål, føltes det som pludselig at sluge et velvoksent blylod.
Stadionspeaker Søren Rebbe meldte at målet var scoret af Kian Hansen. ”Pia Hansen?” spurgte gutten på rækken bag mig. ”Lige som i Love Shop-sangen!”, nåede jeg kort at tænke, inden det gik op for mig at sangen hedder ’Pia Larsen’. Intet fungerede.

Det føltes som om, kampen gradvist smuldrede for øjnene af os. Frustrationerne blev ikke mindre af at dommeren tilsyneladende så fodbold på en helt anden kanal end de fleste andre på stadion. Og da vi til sidst røg ind i en endeløs sløjfe af uforløste hjørnespark, stod det klart at det ikke er træerne der vokser ind i himlen – det er den bakke, vi har foran os.

Men når man nu skal overvære en frustrerende fodboldkamp, som denne, gør det alligevel en verden til forskel at den var omkranset af så vidunderlig en ramme.
Og jeg glæder mig helhjertet til næste gang.