Af: Jonas Villumsen

Noter fra tribunen: Brøndby IF 0 – 1 AaB
Brøndby Stadion, Superligaen, 19. juli 2020 kl. 18.00

”Se! Venner!” udbrød min bedre halvdel, da vi blev rundet af et par andre gulblusede cyklister langs Damhussøen.

Det siger sig selv at jeg nu, med et billede af tumult efter slutfløjt og ”0-1” nævenyttigt mejslet ind på nethinden, godt kunne have ønsket mig at hendes første tur på stadion havde været en mere magisk oplevelse.

Ikke desto mindre var det rart endelig at få introduceret hende til det smukke beton-Narnia, jeg er forsvundet til så mange weekender over de senere år, og herudover er det også lidt af en gave at blive mindet om at sætte pris på de små ting - som glæden over den tiltagende mængde af gule trøjer på cykelstierne, på vej mod Vilfort Park.

Solen brølede ikke ligefrem fra en skyfri himmel da vi, efter at have taget styrtbad i håndsprit,  var blevet sluset ind gennem portene. Men plænen var grøn som en syredrøm og scenariet lignede stort set alt det, jeg savnede, da underkogte kinesiske flagermus havde lukket hele butikken.

Der er noget over at ankomme tidligt og se gradvist flere og flere folk indfinde sig på stadion. Så kan man sidde dér, på nedre B3, og flette fingre med sin øl, mens folk i alle aldre slår sig ned omkring én. 

Selv musikken, der flød ud af stadionhøjtalerne, var stort set lutter pletskud. 

Den seneste tid har jeg set en større mængde kampe i divisionerne, hvilket bestemt har sin egen charme, men havde jeg haft en femmer for hver gang jeg havde hørt ’Superliga’ med Nephew på tilskuerrækkerne, de sidste to måneder… (så havde jeg haft lige nøjagtig 40 kroner). Derfor gav det små glædesgib når eksempelvis de indledende mundharpehyl til The The’s Slow Emotion Replay skærer gennem 24 graders tætvævet sommerluft på Brøndby Stadion.

Omtrent en halv times tid før kampstart begyndte der at blive fyldt på rækkerne omkring os, sange begyndte at tumle lidt rundt som vindhekse mellem folk på tribunerne. Man kunne godt fornemme at der ikke var samme gnist som når Sydsiden er befolket og der spænding i tabellen. Jeg kunne dog fornemme at det alligevel gjorde positivt indtryk på min viv som flere gange spurgte ”Hvad synger vi?”.

Herefter udviste hun en solid portion galgenhumor ved at spekulere i om det live-cam-gimmick, der fandt sted på storskærmen kort før kampstart, måske ville vise hvordan Kasper Fisker ikke fik forlænget sin kontrakt. Heldigvis var det som bekendt Bruus der blev forlænget, og klapsavlerne fløj i flok.

Så ramte vi endelig indløb og ’Jump’ ramte de små hår på armene. Sådan har jeg haft det siden min første tur på stadion i 1996. Selv i denne sære genåbning-lige-før-lukketid-periode af sæsonen 2019/2020 giver det stadig gåsehud.

Dommeren hostede i fløjten, bolden blev sat i spil, og tilskuere såvel som de små hår på armene satte sig pænt ned igen.
Flere råb og sange begyndte at skvulpe lidt rundt på stadion, men også her savner man virkelig Sydsiden som epicenter og ultimativ tovholder.

En ældre gut på rækken foran os – jeg vælger at kalde ham Bjarne, for jeg kan ikke forestille mig at han kan have heddet andet, den gode mand – insisterede konsekvent på at tage et ekstra vers solo af alle sange, efter at resten af stadion var stoppet med at synge. Det ville jeg også have gjort hvis jeg besad samme prægtige rustne baryton som ham.

Som den evige jubelpessimist, jeg er, nåede jeg lige akkurat at nævne at jeg havde en dårlig fornemmelse, hvorefter en AaB-spiller dejsede om i feltet. Nogen snublede over en ledning på Vestegnen, strømmen gik, dommeren pegede på pletten, og hvis Morrissey havde set folks øjne, havde han nok ikke valgt at synge ”There is a light that never goes out” lige netop denne søndag.

AaB er åbenbart blevet en form for bolsjestribet kryptonit. Efter straffesparket føltes de næste 30 minutter som at sidde og se på et stillbillede. Det forplantede sig til tribunen. Det var som om, noget smeltede.

Bjarne pendulerede forbi i ny og næ, lidt mere rødmosset for hver gang han tog turen. I pausen var han nødt til at tage sig et hvil på sædet lige foran hvor vi sad. ”Nogle gange bliver jeg lidt træt”, prustede han. Jeg tror, han refererede til den halvleg, han lige havde overværet.

I løbet af anden halvleg var det som om nogen fik sat stikket i kontakten igen. Der kom pludselig lidt gled i tingene, og intensiteten steg i takt med at boldene blev hældt frem over stepperne.
Men det var som bekendt en af de dage, hvor tingene bare ikke lykkedes.

I den forbindelse er det svært at beskrive den kollektive frustration i det 77’ende minut, da Uhres skud på stolpen lige netop ikke krydsede stregen. Jeg havde en oplevelse af at vi var en del som simpelthen nægtede at acceptere at bolden ikke gik i nettet, og derfor stædigt kiggede på storskærmen for at se om det ville gå bedre i den langsomme gengivelse. Men ak. Det var bare ærgerligt forfra, tre gange mere.

Der er naturligvis ingen grund til at vade mere i hvordan kampen endte. Men selv når det er en pine at være på stadion, er det jo godt alligevel – og selv om jeg har den velkendte post-tabt-kamp-blues - og aftegningen af mit tandsæt på begge knoer - glæder jeg mig allerede til at slutte mig til de gule trøjer på cykelstien, på vej til næste hjemmekamp.

Du kan læse flere af Jonas' noter fra andre tribuner rundt om i landet på noterfratribunen.com.