
Teis Markfoged
Norsk medie: Leopold Wahlstedt vil til Brøndby
Ifølge det norske medie Nettavisen ønsker Leopold Wahlstedt et skifte til Brøndby hurtigst muligt.

I Brøndby er man stadig på jagt efter en afløser for Mads Hermansen, selvom Thomas Mikkelsen søndag aften leverede en flot præstation i sæsonens første kamp mod Silkeborg.
Og det har været en målmandskabale, som har udviklet sig til lidt af en saga den seneste uge, hvor rygterne særligt har sværmet omkring Viborgs Lucas Lund og Odds Leopold Wahlstedt.
Nu skriver det norske medie Nettavisen, at sidstnævnte har fortalt sin norske arbejdsgiver, at han ønsker et skifte til Vestegnen på trods af, at han efter sigende har afvist både Bodø/Glimt og franske Troyes.
Den 24-årige svenske keeper var søndag eftermiddag i kamp i den bedste norske række, hvorefter han, til den fremmødte presse, kom med følgende udtalelse efter kampen.
- Jeg har givet besked om, hvad mit standpunkt er, siger Wahlstedt ifølge Nettavisen Sport.
Mediet skriver, at Wahlstedt ikke ville udtale sig om, hvad hans ønske var, men avisen mener at viden, at keeperen ønsker et skifte til Brøndby.
Derudover skriver Nettavisen, at både Brøndby og Wahlstedt ønsker en transfer hurtigst muligt, men at Odd vil have en erstatning på plads, før skiftet kan ske.