Norsk avis: Brøndby havde linet Odd-keeper op som Rønnow-afløser
Ifølge norske Telemarksavisa skulle Brøndby IF tilbage i januar angiveligt have haft Odd-keeperen Sondre Rossbach klar i kulissen i tilfælde af, at Frederik Røn

Ifølge norske Telemarksavisa skulle Brøndby IF tilbage i januar angiveligt have haft Odd-keeperen Sondre Rossbach klar i kulissen i tilfælde af, at Frederik Rønnow skiftede til Crystal Palace i transfervinduets afsluttende timer. Nu spekuleres der i en fortsat interesse fra de blå/gule på Vestegnen. Da Frederik Rønnow i de afsluttende timer af vinterens transfervindue for anden gang var tæt på et skifte til engelske Crystal Palace, havde Brøndby IF en afløser linet op i form af Odd-keeper Sondre Rossbach. Det skriver den norske avis Telemarksavisa ifølge tipsbladet.dk. Brøndby var angiveligt klar til at betale en transfersum på hele 11,5 millioner kroner for den 22-årige målmand med 25 norske U/21-landskampe og indtil videre 99 ligakampe for Odd på cv'et. Nu spekuleres der i, at Brøndby igen kunne være interesseret i Rossbach oven på salget af netop Rønnow til Eintracht Frankfurt. Hovedpersonen selv kender øjensynligt ikke noget til en evt. Brøndby-interesse. - For at være ærlig så ved jeg ikke, hvem der følger med, og jeg spørger heller ikke. Jeg har udelukkende fokus på at præstere, siger Sondre Rossbach ifølge tipsbladet.dk til Telemarksavisa direkte adspurgt om Brøndby IF. Tipsbladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rossbachs agent Jim Solbakken. Sjovt nok er Solbakken ligeledes agent for OB-keeperen Sten Grytebust, som også er blevet kædet sammen med et muligt Brøndby-skifte.