Nørgaard om sin bedste sæsonstart: Ansvar og spilletid giver overskud
Christian Nørgaard har løftet sig til et nyt niveau i denne sæson og han kalder det da også selv sin bedste sæsonstart i karrieren. Men der er stadig ting, der

Christian Nørgaard har løftet sig til et nyt niveau i denne sæson og han kalder det da også selv sin bedste sæsonstart i karrieren. Men der er stadig ting, der skal forbedres, fortæller han. Siden Christian Nørgaard i sommeren 2013 kom til Brøndby IF fra tyske HSV, var det op og ned, ofte på grund af skader, og ind og ud af holdet. Men så kom Alexander Zorniger til og han udså sig med det samme 22-årige Nørgaard som den ideelle 6'er i sit system. Og indtil videre i denne sæson har han været i kamp i samtlige af Brøndbys kampe både i Europa League og Superligaen. Midtbanespilleren er da heller ikke i tvivl om, at det er hans bedste sæsonstart i den professionelle karriere. - Ja, det kan der slet ikke herske nogen tvivl om. Det er dejligt at få så meget ansvar, spille så meget og få 90 minutter hver gang. Jeg kan mærke, at det giver så meget i benene og mentalt. Det giver en form for overskud, siger Nørgaard til 3point.dk, men er dog også opmærksom på hvor han vil forbedre sig: - Men der er også nogle ting, som ikke fungerer. I første halvleg mod OB får jeg scoret, men jeg synes stadig at jeg er for udisciplineret og får ikke lukket rummene godt nok ned. Der er hele tiden arbejdsområder, men det er også det der er sjovt og spændende, at man hele tiden kan blive dygtigere. Men generelt har det været en god udvikling her i efteråret. Med kontraktudløb til sommer er det store spørgsmål i forhold til Christian Nørgaard nu, om han skal fortsætte i Brøndby. Det vil han gerne, hvis enderne kan nå sammen, fortæller han. - Der er ingen tvivl om at Brøndby er et fantastisk sted at spille. Med den udvikling jeg og klubben er inde i, så er en forlængelse selvfølgelig en mulighed. - Der har været lidt snak frem og tilbage, men det er meget mine agenter, der arbejder med det. Nu må vi se hvad vi finder frem til, men der er ingen tvivl om, at det er fantastisk at være her. Jeg vil gerne være med til at fortsætte det vi har gang i. Christian Nørgaard var i Lyngby inden han skiftede til HSV i 2012.