3POINT
Nyheder2. apr. 2017

Nørgaard om Brøndbys vinderkultur: En fornøjelse at være her

Brøndby vandt 3-2 over FC Midtjylland, i en kamp, hvor gæsterne lige så godt kunne have udlignet mod slutningen. Sejren kom i hus på baggrund af en stærk vinder

3point person
3point.dk2. apr. 2017

Brøndby vandt 3-2 over FC Midtjylland, i en kamp, hvor gæsterne lige så godt kunne have udlignet mod slutningen. Sejren kom i hus på baggrund af en stærk vinderkultur, der er skabt på Vestegnen, mener Christian Nørgaard. Christian Nørgaard spillede endnu engang en flot kamp, da Brøndby tog en stor skalp i mesterskabsslutspillet, ved at slå vicemestrene FC Midtjylland 3-2. En kamp, som slet ikke burde have været så tæt, hvis det stod til midtbanespilleren. - Jeg synes faktisk, indtil vi scorer til 1-0 har vi meget godt styr på dem. Vi skal score mere end et mål i den periode, vi lægger et kæmpe tryk på dem, og det er som om, de slet ikke er kommet ud til kampen. Det føltes fantastisk på banen, men det er lidt ærgerligt, at hver gang vi har momentum, smider vi det væk. Det er noget, vi skal udvikle. Det er noget med at forstå situationerne flere og flere gange. Det skal nok stemme på et tidspunkt, siger Nørgaard til 3point.dk. Nørgaard, som har spillet størstedelen af sæsonen på den defensive midtbane, lå igen i dag som central midtbane. En rolle, som han også nyder at spille. - Om jeg er 8'er eller 6'er gør mig ikke så meget. Jeg kommer mere med i boksen og får chancer, men ud over målet synes jeg også, jeg spiller en fin kamp. Det er ikke så meget det med at score mål, men også at kunne drive med bolden og tage en mere offensiv rolle. Tidligere på sæsonen har man flere gange set Brøndby smide to-målsføringer, men i dag holdt de hjem. Det vidner om, at der er skabt en speciel kultur i Brøndby, mener Nørgaard. - Vi har udviklet en vinderkultur. Det ser man også på træningsbanen, hvor vi har en rigtig god træningskultur. Spillerne går op i at vinde, lige meget hvad vi laver. Det er sådan, det skal være. - Jeg synes også, vi har haft en fin kultur under tidligere trænere. I hvert fald under træningerne. Men man kan sige, det hele er sat i hak nu. Vi har et rigtig god match mellem vores trup og vores træner, og det er en fornøjelse at være her i øjeblikket. - Coach har helt sikkert været med til at skabe den vinderkultur. Han kom med autoritet og hele sin væremåde, og passede perfekt til os unge, ærgerrige spillere. Vores fortid har været lidt ude i periferien, og vi har haft noget, vi skulle bevise. Vi vokser som hold, og vi vil bare frem i verden. Der er en god harmoni, også med spillere som Austin, som er en af de mest professionelle spillere, jeg har spillet med, Röcker, Paulus osv. Der er kun god harmoni mellem de unge og de ældre spillere. Med sejren er Brøndby nu 16 point foran nærmeste forfølger i Superligaen. En position, Nørgaard gerne vil holde godt fast i og forbedre, selvom han ikke er meget for at tale om guld. - Jeg prøver at lade være med at tænke på det. Det er en fremragende position at have, og et super godt pointsnit. Lad os køre videre på det og tage en kamp ad gangen. Vi skal prøve alt hvad vi kan for i hvert fald at få så mange point som muligt, og så må vi se om vi er 10 point eller 5 point eller hvor meget vi er bag FCK. Så har vi gjort alt hvad vi kan, og kan se tilbage på en fremragende sæson. Der er ingen grund til bare at være tilfredse med det, vi har opnået indtil nu. Næste skridt for Brøndby er udekampen mod Lyngby i næste weekend.

Mest kommenterede nyheder