3POINT
Nyheder28. okt. 2016

Nørgaard mere optimistisk efter fredagens træning

Christian Nørgaard har ikke været til rådighed for Brøndby i de to seneste kampe, men efter fredagens træning og test er han positiv forud for AaB-kampen søndag

3point person
3point.dk28. okt. 2016

Christian Nørgaard har ikke været til rådighed for Brøndby i de to seneste kampe, men efter fredagens træning og test er han positiv forud for AaB-kampen søndag. Christian Nørgaard har i denne sæson været en vigtig brik på Alexander Zornigers Brøndby-midtbane, men mod AGF og BK Frem har han ikke været til rådighed, da han har siddet ude med en skade. - Jeg har fået et slag på højre bækkenkam lige ved hoften. Jeg fik det scannet, for at sikre, at der ikke var noget med knoglen. Det var der ikke, så det er bare et slag og en stor blødning, som sidder et rigtig ubehageligt sted. Den kommer jeg til at mærke i et stykke tid, men det er ikke noget der kan blive værre, forklarer han til 3point.dk om sin skade. Men efter fredagens træning var midtbanespilleren positiv i forhold til at kunne spille mod AaB søndag. - Jeg er glad. Det var en fin og positiv test ved dagens træning. Det er lidt tidligt at sige lige nu, men jeg er blevet testet i dag og det virkede positivt. Nu har vi sidste test i morgen, og så håber jeg at jeg kan spille. - Havde du spurgt mig før træningen i dag, var jeg ikke så optimistisk, men her efter træningen smiler jeg lidt mere og er lidt mere optimistisk. Det føltes fint derude. Jeg blev sparet i en af øvelserne, for ikke at få et stort tilbagefald, men nu bliver jeg testet i morgen og så håber vi at den siger 'god'. Brøndby og AaB mødes søndag klokken 16.00 på Brøndby Stadion.

Mest kommenterede nyheder