Nørgaard med cadeau til fansene for Frendrup-hyldest
Christian Nørgaard var glad for at høre Brøndbys fans hylde 16-årige Morten Frendrup, der blev skiftet ind til debut mod Lyngby. En bare 16-årig ung mand fik sø

Christian Nørgaard var glad for at høre Brøndbys fans hylde 16-årige Morten Frendrup, der blev skiftet ind til debut mod Lyngby. En bare 16-årig ung mand fik søndag aften debut for Brøndby. Morten Frendrup blev skiftet ind i den gule trøje til sin første kamp for førsteholdet. Indskiftningen medførte et jubelbrøl i Brøndby-enden, inden den unge mand blev sunget på banen med taktfaste klapsalver og 'Morten Frendrup'-råb. Den unge midtbanespiller blev også hyldet efter kampen og fik en fenerbahce. Se også: Video: Se Frendrups fenerbahce efter rekord-debut Det glædede Christian Nørgaard at se. Han roser fansene, for han synes de viste stort overblik. - Det der var mest bemærkelsesværdigt i dag, var det overblik de havde omkring Morten Frendrups indskiftning. Det er en ung Brøndby-dreng, der går ovre på Brøndby Idrætsefterskole. Jeg havde fornøjelsen af at bo på værelse med ham før derbyet. Han er en rigtig god dreng, som brænder rigtig meget for det, siger Nørgaard til 3point.dk. - Jeg synes han havde fortjent denne debut. Selvfølgelig var det en god mulighed, for vi var foran med tre, da han kom ind. - Men der skal lyde en stor ros til fansene for at lægge mærke til den indskiftning og give ham en applaus og sang. Han fik både en da han kom ind og en fenerbahce, da vi fejrede sejren bagefter. Det havde han fortjent og det viste stort overblik, så stor cadeau til fansene for det. Morten Frendrup er Brøndbys yngste Superliga-debutant nogensinde.