3POINT
Nyheder27. feb. 2018

Nørgaard inden topbrag: Mesterskabet bliver ikke afgjort i denne kamp

Christian Nørgaard glæder sig utrolig meget til torsdagens opgør, men fortæller i samme ombærring, at det ikke er denne kamp, der er afgørende for, hvem der tag

3point person
3point.dk27. feb. 2018

Christian Nørgaard glæder sig utrolig meget til torsdagens opgør, men fortæller i samme ombærring, at det ikke er denne kamp, der er afgørende for, hvem der tager guldet. Brøndby og FC Midtjylland tørner torsdag sammen på MCH Arena i et vaske ægte topbrag, når klubben fra Vestegnen skal forsøge at udligne midtjydernes forspring på tre point. Begge hold går ind til kampen uden at have tabt en kamp i knap et halvt år, og der er derfor lagt i kakkelovnen til en sand gyser mellem de to mandskaber. Selvom Brøndby vandt første opgør med 4-0, mener Nørgaard ikke, at kampen kan bruges til særlig meget. - Det er jo nogle af de her sekspoints-kampe, hvor man spiller indbyrdes mod hinanden, og lige nu er det Midtjylland og os der er i parløb mod hinanden oppe i toppen af tabellen. Der er sådan en speciel spænding omkring den her kamp. Vi spillede jo mod dem i første kamp i sæsonen, hvor vi kørte dem midt over, men de har jo ændret en masse ting siden og fået en masse selvtillid banket ind i holdet, siger han til 3point.dk og tilføjer: - Jeg synes bare, i skal glæde jer helt vildt til den kamp, for det gør vi i hvert fald. FC Midtjylland har siden 4-0-nederlaget på Brøndby Stadion ændret spillestil og solgt nogle af holdets markante profiler. På trods af dette tør Nørgaard ikke spå om, hvem der går ind til kampen som favoritter. - Det vil jeg næsten lade jer journalister om at bedømme. Jeg synes, det er sindssygt svært at bedømme, hvem der er favoritter til sådan en kamp. Jeg vil derimod bare glæde mig til kampen, for det bliver en fantastisk kamp at spille. - Med et nederlag vil de hægte os lidt af, men selv efter den kamp er der masser af point at spille om, så det er ikke, fordi mesterskabet bliver afgjort i den kamp. Sidste gang, Brøndby tabte en kamp i Alka Superligaen, var den 20. august, da de gulblusede måtte se sig besejret på udebane i AGF med en mand i undertal i store dele af kampen. FC Midtjylland har ligeså heller ikke tabt en kamp siden den 10. september. - Det er to hold, der ikke er vant til at tabe i øjeblikket, og jeg tror også, det er to hold, der vil gøre alt for ikke at få det nederlag, der ikke har været der i rigtig lang tid. Det skal helt sikkert nok skabe en fed dynamik i kampen, at det ikke er to hold, der er vant til at tabe. Brøndby og FC Midtjylland har en målscorer på henholdsvis +31 og +30, og Brøndby ville således med en etmålssejr atter engang kunne indtage førstepladsen i Alka Superligaen. Kampen sparkes i gang på MCH Arena klokken 20.00.

Mest kommenterede nyheder