Nørgaard inden mesterskabsspillet: Det bliver en megafed oplevelse
Det bliver en megafed oplevelse med spændende kampe i mesterskabsspillet, siger Christian Nørgaard forud for mandagens kamp mod AaB. Brøndby tager på mandag hul

Det bliver en megafed oplevelse med spændende kampe i mesterskabsspillet, siger Christian Nørgaard forud for mandagens kamp mod AaB. Brøndby tager på mandag hul på mesterskabsspillet i Superligaen og der er noget mere på spil for de blågule end det var tilfældet i sidste sæson, hvor guld og sølv nærmest allerede var uddelt inden de sidste ti kampe. Christian Nørgaard og holdkammeraterne glæder sig til oplevelsen, hvor der venter store og vigtige kampe. - Vi går ind til Mesterskabsspillet med store forhåbninger, og vi har sat os selv i en rigtig god position. I forhold til sidste år, hvor vi lå lidt i ingenmandsland med mange point op til førstepladsen og mange point ned til tredjepladsen, har vi nu alt at spille for – både i ligaen og i pokalen. Så der er alt at spille for i hver eneste kamp, og det bliver en megafed oplevelse, siger midtbanespilleren til Brøndbys hjemmeside. - Mentalt skal vi sætte os op til det på en måde, vi ikke har prøvet før, men vi skal også huske på, at det altså stadig bare er fodbold. Vi skal gøre det, vi har gjort hele sæsonen, og som har fungeret så godt. Brøndby spiller første kamp i mesterskabsspillet på mandag, hvor AaB venter på udebane.