3POINT
Nyheder20. nov. 2016

Nørgaard: Det minder om Lyngby-kampen

Christian Nørgaard var stærkt utilfreds med første halvleg, men mener til gengæld, Brøndby burde have scoret i anden halvleg. Han drager paralleller til sæsonen

3point person
3point.dk20. nov. 2016

Christian Nørgaard var stærkt utilfreds med første halvleg, men mener til gengæld, Brøndby burde have scoret i anden halvleg. Han drager paralleller til sæsonens tidligere nederlag mod Lyngby, hvor kampbilledet var det samme. Det blev til et skuffende og overraskende nederlag for Brøndby, da holdet søndag besøgte OB og tabte 1-0. Nederlaget kom i hus på baggrund af en rigtig dårlig første halvleg. -Jeg synes første halvleg var uacceptabel. Vi spillede som små drenge. Vi gik ikke nok til den, sprintede ikke hjem i returløbene, og alle de normale ting, vi skal matche OB med. Jeg synes vi manglede den sidste kvalitet i pasningerne, og vi spiller ikke helt hurtigt nok selvom vi bliver retvendt. I anden halvleg formår vi alligevel at skabe de chancer der skal til for i hvert fald at få uafgjort, men det lykkedes ikke. Det minder meget om Lyngby-kampen, siger Christian Nørgaard til 3point.dk, med henvisning til kampen mod Lyngby tidligere på sæsonen, hvor Brøndby også kom bagud kort før pausen og hele anden halvleg pressede forgæves for en udligning. Nørgaard har svært ved at forklare, hvorfor det ikke lykkes for Brøndbyspillerne at score i anden halvleg. -Selvfølgelig er der nogle marginaler, der går imod en nogle gange. Men vi skal også tage ansvar. Ligesom vi på deres mål skal tage ansvar for at gå op i duellerne, skal vi også huske at tage ansvar for hvem der vil sparke den ind, og ikke bare håbe på at ham der står bagved får den. Vi skal tage mere ansvar både offensivt og defensivt. Næste opgave for Brøndby hedder hjemme mod Silkeborg. Her er det vigtigt, at Brøndby finder tilbage til de dyder, der før OB-kampen har vundet tre kampe i streg. -Vi skal kunne matche dem på de ting, de gør. Gå hårdt ind i duellerne for eksempel. Gør vi det, skal vi nok matche dem, og så skal vi nok vinde den kamp. Christian Nørgaard har karantæne i opgøret mod Silkeborg.

Mest kommenterede nyheder