Nørgaard bliver landstræner
Claus Nørgaard stopper som bekendt til sommer hos Brøndby IF. Assistent-træneren har nu fået fremtiden på plads hos DBU. I kølvandet på den såkaldte Oscar-gate

Claus Nørgaard stopper som bekendt til sommer hos Brøndby IF. Assistent-træneren har nu fået fremtiden på plads hos DBU. I kølvandet på den såkaldte Oscar-gate - og Thomas Franks opsigelse af sit job som cheftræner i Brøndby IF - meddelte Claus Nørgaard, at han ville stoppe på Vestegnen til sommer. Nu har assistent-træneren fået fremtiden på plads. Til sommer reorganiserer DBU på landstrænerfronten omkring de forskellige U-landshold. I den forbindelse tiltræder Claus Nørgaard en stilling som cheftræner for både U/16- og U/18-landsholdet. - Det er dejligt at have fremtiden på plads allerede nu, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med cheftrænergerningen til sommer, siger Claus Nørgaard til brondby.com - klubbens officielle hjemmeside - og fortsætter: - Men lige nu er mit fokus på Brøndby IF og forårssæonen. Jeg vil afslutte dette spændende kapitel på bedste vis, før jeg tager hul på det næste. Jeg har været glad for de tre gode år, jeg har haft i klubben. Det har været spændende og lærerigt, og jeg har nydt at arbejde sammen med dygtige og inspirerende kolleger. Claus Nørgaard har tidligere været ansat hos DBU omkring U-landsholdene, hvor han - også der - var assistent for Thomas Frank. De to øvrige U-landstrænere vil efter sommerferien være Per Holm (U/17) og Henrik Clausen (U/19).