Nikolai Laursen med flot scoring i U/20-landskamp
Nikolai Laursen scorede et flot mål, da det danske U/20-landshold onsdag vandt 3-0 over Rusland i en træningskamp. Gregers Arndal-Lauritzen kom på banen og bar

Nikolai Laursen scorede et flot mål, da det danske U/20-landshold onsdag vandt 3-0 over Rusland i en træningskamp. Gregers Arndal-Lauritzen kom på banen og bar anførerbindet. Nikolai Laursen og Gregers Arndal-Laurtizen er begge udtaget til det danske U/20-landshold, som onsdag aften skulle i kamp mod Rusland i en træningskamp. Begge Brøndby-spillere startede på bænken, men blandt de startende 11 var tidligere Brøndby-spillere som Andreas Kaltoft (nu Vendsyssel) og Jacob Pryts (nu Næstved). Den tidligere Brøndby-målmand leverede flere flotte redninger i første halvleg, hvor russerne også scorede et selvmål, så Danmark kom på 1-0. Det var også stillingen efter en halvleg, hvor Danmark generelt var bedst og havde flest muligheder. Efter 67 minutters spil blev Nikolai Laursen sendt på banen i det danske angreb og han kunne se Carlo Holse bringe Danmark på 2-0, inden det igen var tid til udskiftninger. Denne gang kom Gregers Arndal-Lauritzen på banen og han overtog i samme ombæring anførerbindet. Med fem minutter igen af kampen markerede Laursen sig på fornem manér, da han tæmmede en lang aflevering og sparkede bolden helt op i det ene målhjørne uden chance for den russiske keeper. 3-0 til Danmark og et fornemt mål af Brøndby-angriberen. KAMPEN I TAL: Rusland U/20 - Danmark U/20, 0-3 (0-1) 24. minut: 0-1; selvmål 67. minut: Nicklas Strunck UD / Lasse Sørensen IND 67. minut: Morten Hjulmand UD / Victor Overgaard IND 67. minut: Gustav Marcussen UD / Nikolai Laursen IND 67. minut: Andreas Kaltoft UD / Luka Racic IND 77. minut: 0-2; Carlo Holse 81. minut: Malte Amundsen UD / Gregers Arndal-Laurtizen IND 81. minut: Jacob Sørensen UD / Niklas Nielsen IND 81. minut: Alexander Molberg UD / Mark Christensen IND 85. minut: 0-3; Nikolai Laursen